Når virkeligheden møder lægeromanen

Svenske Therese Bohman skriver om køn, klasse og magt i »Den anden kvinde«.

Therese Bohmans »Den anden kvinde« er en langt fra opbyggelig fortælling om køn, klasse og magt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Göran Segeholm/Gyldendal

Jeg er svensk gift og tilbringer derfor de fleste ferier i Sverige, og på vej til stugan eller skærgårdsøen køber jeg altid de romaner og digtsamlinger, der er udkommet siden sidst. Eller mere præcist: Dem der virker mest interessante.

Sådan fandt jeg Therese Bohmans »Den andra kvinnan«, som nu er oversat til dansk, og det første, der slår mig, er, hvor meget et omslag kan tone læsningen af en roman. På min svenske udgave er der et grynet, gulgrønt fotografi af en kvindes fødder, hvor tæerne kun lige når et mønstret tæppe.

Der er noget kuldslået over det, et let ubehag, mens der på det danske omslag er en kvinde, som ligger på en hvid sofa med benene op ad hovedgærdet. I et klart, hvidt lys. Her er intet kuldslået, men derimod en fornemmelse af feminin ynde, af sval seksualitet. At læse med dét billede i bevidstheden, giver en anden oplevelse.

Vægten lægges simpelthen forskellige steder, alt efter omslaget. Men for mig er det stadig fotoet på den svenske udgave, der sætter stemningen i romanen, der nok leger med stereotype forestillinger om kvinder - som det danske omslag vel peger på - men også er en langt fra opbyggelig fortælling om køn, klasse og magt.

Køn, klasse og magt

Romanens fortæller er en ung kvinde, der arbejder i kantinen på et hospital i Norr­köping. Ikke som kok, men med afrydning og opvask. Nederst i den rangorden, der hersker på ethvert hospital.

Øverst er lægerne, under dem sygeplejerskerne og portørerne, og nederst altså kvinden, der drømmer om at skrive og rejse væk. Men en dag får hun øjenkontakt med en af lægerne, og de indleder snart en affære, selv om han er gift. Han har alt; familie, penge, status. Hun har ingen af delene.

Kvinden fortæller om affæren til den unge, livfulde Alexandra. Også da affæren gradvist forsures og hele vejen frem mod det dystre twist, der vist skal fremstå chokerende, men er ret forudsigeligt.

»Den anden kvinde« er nu heller ikke en roman, der bæres af et udvendigt plot. Det er snarere udviklingerne på de indre linjer, der interesserer Bohman. Men de forårsages naturligvis af stød på de ydre. Som når lægen skriver en SMS og får den unge kvinde til at komme op på patientgangen. Her lægger han op til sex, ophidser hende, for så at gå fra hende. Uforløst, skamfuld. Eller når han i en anden seksuel sammenhæng insisterer på at kalde hende »Lille pige«.

Om det er sygeligt eller normal seksuel leg med overgivelse og dominans står åbent i »Den anden kvinde«, der viser i stedet for at fortælle. Det er en af flere gode ting, der er at sige om romanen, der giver mindelser om Lena Anderssons »Uden personligt ansvar«. Også her har en kvinde, der egentlig er for klog og selvbevidst til at ende i det store ydmygende utroskabsspil, en affære med en gift mand.

Det er alt sammen en kliché i litteraturen, og det synes Bohman helt klar over. Ja, hun spiller endda på det i sit titelvalg. Men »Den anden kvinde« er også - mere utilsigtet - klicheen på den svenske diskussion i de her år med dens insisterende fokus på køn, klasse og magt.

Det er da også temaer, der fortjener skarpt fokus, ligesom Bohman er en forfatter, det er værd at holde øje med. På svensk er netop udkommet »Aftonland«. Den må læses i næste ferie...

Titel: Den anden kvinde. Forfatter: Therese Bohman. Oversætter: Liv Camilla Skjødt. Sider: 216. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.