Én ting må man lade historikeren Rasmus Dahlberg, der er noget så fint som Master of Disaster Management ved Københavns Universitet, og det er, at han kan skrive levende og engageret om en række af de seneste 100 års tekniske katastrofer.
Blandt andre om historiens værste giftudslip på en Union Carbide-fabrik i Indien i 1984, om den på alle måder koloenorme eksplosion i den canadiske havneby Halifax i 1917 eller om det største brag i efterkrigstidens Danmark, den gigantiske og gigantisk ødelæggende fyrværkeri-eksplosion i Koldingforstaden Seest i 2004.Med stor indsigt dissekerer han den menneskeskabte katastrofe, og han konstaterer, at uanset rækken af teknologiske tigerspring gennem tiderne, risikerer menneskers utålmodighed, overmod, dovenskab og forfængelighed altid at åbne døren på klem til den store tekniske tragedie.
Der er imidlertid flere problemer med værket. Én ting er, at der i vid udstrækning er tale om en revideret udgave af forfatterens udgivelse fra 2004 »Den menneskelige faktor«.Noget andet og væsentligere er, at bogen savner originalitet. Der er ingen overraskelser, måske bortset fra et interessant kapitel om en opsigtsvækkende russisk (sovjetisk) rumraketulykke i 1960.Hvor ofte har man ikke i diverse flykatastrofeprogrammer på tv eller i aviser og tidsskrifter set historiens værste flykatastrofe, den dobbelte jumbojetulykke på Tenerife i 1977, omhyggeligt beskrevet?
Det samme gælder »Exxon Valdez« – oliekatastrofen i 1989 og ikke mindst »Titanic«’s forlis i 1912.Sidstnævnte skibskatastrofe er efterhånden så udførligt beskrevet på alle leder i kanter, også i selvstændige danske udgivelser, at man efterhånden ikke orker at høre mere om den – uanset hvor velskrivende Rasmus Dahlberg måtte være.Dertil kommer en overvældende amerikansk overvægt af katastrofer. Det er således lidt af en gåde, hvorfor han ikke går i kødet på den uhyre omfattende og dybest set menneskeligt forårsagede nedsmeltning på det japanske atomkraftværk Fukushima nr. 1 i fjor. Dertil kommer en noget pauver kildeliste, hvor der flere gange fremhæves den moderne klassiker »Inviting Disaster«, som blev udførligt anmeldt i denne avis i 2002.
Hvorfor har forfatteren ikke i stedet valgt en rent dansk eller nordisk vinkel på katastrofens anatomi? I stedet for at høre om 100 år gamle amerikanske ulykker med hjuldampere, som alle og enhver kan læse om på Wikipedia, ville det have været interessant at få belyst store skibsforlis som »Hans Hedtoft«, »Scandinavian Star« og »Estonia«, danmarkshistoriens værste togulykke i 1919 ved Vigerslev eller industriulykker som den enorme gasbeholdereksplosion i Valby i 1964 eller eksplosionen på Sojakagefabrikken i 1980.
Nu må danske læsere nøjes med Seest-ulykken, og det er ikke godt nok.Én stjerne for originaliteten. Men trods alt fem for indsigten, fortælleglæden og for en enkelt nyskabelse – såkaldte QR-koder, som man kan skanne med sin smartphone og dermed få adgang til baggrundsmateriale i form af dokumenter og video på nettet.
