»Kljutjarjov sidder lidt med benene hængende ud over hullet og tager sig sammen til at stige ned. Så stiger, eller rettere sagt, presser han sig ned. Hans krop skraber mod hullets sider, bliver kradset lidt på ujævnhederne, men ikke revet.«
Det kunne jo lyde som en banal beskrivelse af en mand, der kravler ned i et hul. Det er det sådan set også. Og så alligevel ikke. For hverken verden over eller under jorden er, som vi kender den, i Vladimir Makanins »Mandehullet«, der arter sig som en slags dystopi og hører til den del af russerens værk, der rubriceres som fantastisk realisme.
Det skriver oversætter Trine Søndergaard i hvert fald i sit fint indførende efterord om forfatterskabet, der kun i begrænset omfang er oversat til dansk.
Men »Mandehullet« er bestemt en roman, der giver lyst til mere med sin fortælling om den intellektuelle, mildt gennemsnitlige Kljutjarjov. Han lever i en spøgelsesby, hvor lejlighederne enten står tomme eller har vinduerne dækket, så ingen ved, om der bor nogen eller ej. Noget er sket, byen er i en slags permanent undtagelsestilstand, og indimellem vælder folkemasserne, »hoben«, gennem gaderne og over pladserne som en rasende, mareridtsagtig tsunami.
Forandringstider
Men der findes en anden verden nedenunder. I bunden af »hullet«, som Makanin med stadig større møje klemmer sig ned i, føres der dannede samtaler om kunst og filosofi i store oplyste sale. Det er de intellektuelles bud på en bunker, og Makanin får tilladelse til at opholde sig der, hvis han påtager sig at rapportere om livet ovenover, som skønånderne ikke har meget begreb om.
Men jorden synker sammen om hullet, og snart kan Kljutjarjov kun komme derned ved at udsætte sin krop for ekstreme belastninger, og derfor begynder han at grave sit eget hul.
»Mandehullet« er vild i sin ide, men ikke i sit sprog: Makanin skriver nøgternt og lavmælt, ja, næsten apatisk om hændelserne omkring Kljutjarjov, hvis navn ifølge efterordet kan oversættes til »Nøglesen«. Og han kan da også ses som en nøgle ind til den virkelige historie om Sovjetunionen og dets opløsning.
Romanen udkom i 1991, året hvor den verden, sovjetborgerne kendte, blev opløst, og kredser som mange andre russiske dystopier fra de år om den angst og uro, forandringstiden skabte.
I dag lever vi også i forandringstider. Måske i højere grad end nogensinde, og der skrives og læses (og indspilles og ses) da også dystopier som aldrig før. På den baggrund giver det også mening at udgive »Mandehullet, sådan som det uhyre kvalitetsbevidste forlag Basilisk har gjort det som en del af deres Babel-serie.
Her hører »Mandehullet« måske ikke til blandt de bedste - serien tæller altså også værker af genier som Robert Walser, Thomas Bernhard og John Ashbery - og indimellem bliver Makanins underspillede stil så underspillet, at kedsomheden lurer. Men romanens scenarier er vilde og originale, og flere titler fra Makanin – og de skamløst mange russiske forfatterskaber vi har til gode på dansk – er velkomne.
Titel: Mandehullet. Forfatter: Vladimir Makanin. Oversætter: Trine Søndergaard. Sider: 129. Pris: 150 kr. Forlag: Basilisk.
