Når tiden forandrer en familie

Finske Juha Itkonen skriver tre generationers og seks årtiers forandringer frem i den ambitiøse »I glimt«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Livet ligger stort og ukendt foran ham, byder ham generøst på sine talløse muligheder.«

Året er 1964, og Esko Vuori, en ung bestyrer af en radioforretning i Finland, er til OL i Japan. Der sidder han på tribunen i Tokyo, mens tidens fremtidsoptimisme stiger og bobler i ham.

Det store i det små forenes fint i scenen, som Juha Itkonen præsenterer som en af de første i sin 416 sider lange roman »I glimt«, om tiden fra 1964 og frem til 2011 og med tre generationer i familien Vuori som katalysator og prisme.

Esa – et af Eskos og hustruen Liisas tre børn – er den, Itkonen interesserer sig mest for. Han vælger efter nogen tøven ikke at gå i farens radioforhandlerspor, men lader sig i stedet indskriver på det stærkt venstreorienterede universitet i Tampere, og hvor de øvrige familiemedlemmer beskrives udefra, med »han« og »hun«, har Esa sin egen »jeg«-stemme. På den måde kommer læseren med ind i hans indre og i hans tanker om et menneskes rolle i verden, og om hvordan valgene i livet bliver færre, jo flere man træffer.

På den måde er Esa langt mere reflekteret end sin far, ligesom han ikke er ramt af samme materialisme og USA-fascination. Han står i stedet midt mellem faren og den kvinde, han vælger at leve sammen med. Marjaana er kommunist, hærdet af idealisme, og Esas forældres diametrale modsætning. Det demonstrerer Itkonen i en fortrinlig, tåkrummende scene, hvor Marjaana er hjemme hos Esas forældre, og hvor faren ikke kan lade være med fortælle om sin rejse til Las Vegas, kapitalens neonblinkende mekka. Esko havde Esa med på rejsen, forstår Marjaana, mens moren i ren nervøsitet plaprer løs om prinsesse Grace af Monaco og hendes død.

Den slags maskefald og magtspil skriver Itkonen sikkert frem i »I glimt«, og han har fint blik for de øjeblikke, der definerer et liv; der giver det retning eller slår det ud af kurs. Men disse øjeblikke kan også bruges forskelligt, ja, frit, og det står enhver frit for at bygge sig selv op med dem eller gå til grunde i dem. Eller med Esas ord: »Jeg har ret til at huske. Ret til at svælge i mine minder, boltre mig i dem og hengive mig til dem, drukne mig i dem, hvis jeg vil. De er mine, og jeg må gøre med dem, hvad jeg vil.«

Pigen, Esa fortæller til, viser sig at være hans og Marjaanas datter, Miia, der er flyttet til Berlin, hvor hun gerne vil arbejde med teater. Og med de tre generationer skildrer Itkonen en velkendt bevægelse i nyere vestlig historie: Bedstefaren, der satser på økonomi, børnene, der søger ind i den akademiske verden, og børnebørnene, der vil realisere sig selv på måder, de forrige generationer ikke helt begriber.

Til dette kommer alt det, der måske i sidste ende definerer en familie, nemlig fortrængningerne og hemmelighederne. Alt det, der kommer op til overfladen som tårer, skilsmisser, selvmordsforsøg, aborter, sygdom og så videre.

39-årige Itkonen belyser det hele i en roman, der er som et stykke litterært finmekanik; som et fint konstrueret urværk., hvor tiderne og livene går og går. Måske er »I glimt« indimellem lidt for demonstrativ i sine tidsbilleder, men romanen formår – og det er vigtigere – at gøre den i grunden ganske almindelige Vuori-familie vedkommende. Måske netop derfor.

Titel: I glimt Oversat af: Birgita Bonde Hansen Forfatter: Juha Itkonen Sider: 416 Pris: 300 kr. Forlag: Lindhardt & Ringhof