Merete Pryds Helle har aldrig været til at sætte i bås. Hun er i udbredt grad sig selv. Eksperimenterende, ja, men aldrig på en blind, oprørsk måde.

»Hej menneske« adskiller sig ikke fra dette billede. Den leger med genrerne, idet store dele af den er formet som et universitetsspeciale, skrevet af en ung dansk arkæologistuderende. I den forstand lader romanen sig bedst beskrive som en »arkæologroman«. Men frygt ej, kære læser, det er faktisk meget mere underholdende, end det måske umiddelbart lyder.

Romanens fortæller og ene hovedperson hedder Edith og er studerende ved Carsten Niebuhr Instituttet. Hun deltager i en udgravning af en stenalderlandsby i den jordanske ørken. Imens hun hakker, skraber, børster og - ikke mindst - sveder, forestiller hun sig, hvorledes livet i landsbyen ville være for en kvinde og opfinder en navnesøster til formålet, romanens anden hovedperson.

Arkæolog-Edith bruger således Stenalder-Edith til at fortolke og visualisere de fund, hun gør under ørkensolen. Hun får dem sat ind i en sammenhæng, hvor deres funktion og værdi bliver tydelig for hende. Og hun gør sig spekulationer om kvindens rolle i stammen, om stammens hierarki, om vandringen til Göbeliki Tepe, hvor de unge bliver gjort voksne igennem deliriske ritualer. Og om Stenalder-Ediths forhold til mænd.

I forbindelse med åbningen af en grav bliver arkæolog-Edith stukket af en skorpion, og hun bliver derfor tvunget til at blive på hotellet en rum tid, indtil feber mv. har lagt sig. Påvirket af såvel gift som modgift begynder hun at skrive sit speciale under titlen: »Den bevingede død. En beskrivelse af livet i Shkârat Msaied.«

Domesticeringen af fåret

Det kommer der en temmelig ejendommelig tekst ud af. Arkæolog-Edith lader nemlig Stenalder-Ediths perspektiv bære fremstillingen og gør hende endvidere delagtig i nogle af de væsentligste fremskridt i den fjerne fortid - opdagelsen af bedre og mere sejlivede kornsorter, domesticeringen af fåret, opfindelsen af trappen - selv om disse egentlig strækker sig ud over 3.000 år. Stenalder-Edith legemliggør således menneskets udvikling fra at være jægersamler til at have tæmmet dyrene og opdyrket jorden.

Men Arkæolog-Edith bruger ikke kun specialet til at trænge ned i den fjerne fortid. Hun skriver også om sig selv - om det problematiske forhold til kæresten hjemme i Danmark og til moderen, som har begået selvmord. Specialet (som fylder det meste af romanen) følger en akademisk opbygning, og forsøger at holde sig til fakta, men er også en udgravning af Arkæolog-Edith selv, med hjælp fra Stenalder-Edith, så at sige. Udgangspunktet er, at mennesket dengang, for mange tusind år siden, i bund og grund ikke var meget anderledes end i dag. Men verden og verdensbilledet var dagligdagen, ritualerne, samlivet.

Pryds Helle lader to unge kvinder mødes på flere tusinde års afstand. Skildringen af Stenalder-Ediths liv er historieformidling på højt niveau, og kompleksiteterne, det hele tilføres i kraft af at perspektivet er hendes, men fortalt af Arkæolog-Edith, giver grobund for en lang række overvejelser over identitet, køn og kultur. Pryds Helle har et skarpt blik for den slags, og det lykkes hende fornemt at holde de mange bolde i luften på én gang.

Primært en roman

»Hej menneske« er nok formet som en specialeafhandling, der forsøger at give svar på nogle af nutidens spørgsmål til fortiden, og at researchen er i orden er dokumenteret med billeder fra de faktiske udgravninger i Jordan. Herpå finder man Pryds Helle med arkæologhat og solrøde kinder. Men »Hej menneske« er først og fremmest en roman, og det er gerne romanens opgave at stille spørgsmål, ikke give svar. Spørgsmål til den menneskelige eksistens, til forholdet mellem kønnene, osv. Den slags spørgsmål rejser bogen her også, og den dobbelte Edith bliver længe hos læseren efter endt læsning.

Merete Pryds Helle: »Hej menneske«. 190 s s. 250 kr. Lindhardt & Ringhof.