Når Nanna ligger i sin seng ...

Drømmende dejlig børnebog om tankespind, tid og tilværelsens usandsynlige sammentræf. nderrubrik

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man om aftenen ligger i sin seng og befinder sig i den særlige sfære lige mellem vågen og sovende tilstand, sker der indimellem det forunderlige, at den virkelige verden og drømmenes verden smelter sammen i en tredje dimension. Det genkendelige glider ud af form, og nye verdener træder frem, det kan være både bevidsthedsudvidende og skræmmende, og så kan det som i Inge Duelund Nielsens meget fine »Nannas nathistorier« også være drømmende dejligt.

Alting kan ske, og det gør det for hovedpersonen, Nanna, der hver aften, inden hun falder i søvn, oplever de mest gådefulde og gribende, næsten guddommelige ting. For eksempel møder hun sin afdøde mormor, der kommer ræsende på sin røde cykel, tager en tur rundt om lampen og hiver Nanna med på bagagebæreren. Så drøner de rundt og oplever de særeste ting, mens mor og far – hvis de opdager det – står nede på jorden og gruer for, om Nanna nu falder af.

Men det gør hun ikke. Hun tager derimod med op til Gud, fordi hendes mormor skal klage over både det ene og det andet, som for eksempel, at der ligger perlegrus på kirkegårdens stier. Den slags larmer, når folk trasker rundt med blomster og vandkander, mens de døde ligger nedenunder og prøver at få lidt ro.

Gud har dog sjældent tid, han spiller kort eller billedlotteri eller terninger med usynlige spil sammen med sine kammesjukker, og han beder som regel mormoren om at trække et nummer i køen, der er lang som herfra og til tidernes morgen. Så hun og Nanna må forlade den sky, hvor Gud holder til, med uforrettet sag – lige med undtagelse af den nat, hvor hun klager over, at folk kører for stærkt i deres biler. Gud beslutter fluks at lave et ellevte bud: Du må ikke køre stærkere, end man må.

Der er imidlertid ingen, der overholder det, og Guds spillekammerater driller ham med, at hastværk er lastværk, og at man ikke kan lave en hel verden på syv dage. Til gengæld kan Nanna og hendes mormor få aben Abus med de lange elastiske slangearme til at udbedre det, Gud ikke formår. Sådan da.

»Nannas nathistorier« er bygget op af små korte kapitler, der hver for sig står som selvstændige historier, og som alle indledes med sætningen »Når Nanna ligger i sin seng og er lige ved at falde i søvn, …«.

Det normale forvandles til noget skørt, og det skøre bliver såre ligetil, når Inge Duelund Nielsen herefter vender verden på hovedet eller »skriver i billeder« med fortsættelser som »…siver en tynd lydstråle nogle gange gennem nøglehullet og ind i øregangen…« eller »…er det nogle gange så koldt udenfor, at ånde bliver til damp, og snak bliver til talebobler.«

Det er ikke blot børnefilosofisk og fint fundet på, det er også underholdende og tankevækkende i ordets egent­lige betydning. Som det er med de bedste bøger for børn – og dette er én af dem – så pirker »Nannas nathistorier« til den voksne højtlæsers selvforståelse og fordrer til samtale om stort og småt.

Inge Duelund Nielsen har meget på hjerte og doserer det let og listigt med et poetisk pludrende penselstrøg over siderne, enkelt og elegant illustreret af Annika Øyrabøs naivistiske papirklip.

Titel: Nannas nathistorier

Forfatter: Inge Duelund Nielsen. Illustrator: Annika Øyrabø. Sider: 110. Pris: 248 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.