Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Omslaget er det mest bizarre, der længe er set: Forfatteren selv, Jacob Skyggebjerg, hængende på et kors, omgivet at stråleglans, med syv forskellige og nærmest demonstrativt almindeligt udseende kvinder foran det træede henrettelsesinstrument.
Symbolikken er heller ikke til at tage fejl af: Jacob Skyggebjerg debuterede i 2013 overbevisende med den selvbiografiske roman »Vor tids helt«, nu har han aflivet sit autofiktive forfatter-jeg til fordel for romanen »Hvad mener du med vi«, hvor syv kvinder med skrivekløe mødes til et skriveophold på en højskole i en by, der i romanen hedder Vikøbing, men som vist nok er Viborg, men som jo altså stadig hedder noget med vi. Noget kollektivt.
For en kollektivroman er denne her roman i hvert fald, og den viser om ikke andet, at Jacob Skyggebjerg stadig er en virkelig god skribent, der enkelt og præcist kan sætte en scene, skildre en relation, fremmane en stemning.
Som her, hvor romanens Elsebeth så småt er på vej til Vikøbing: »Dybbølsbro Station. De skal på Fisketorvet. Aftalen var klokken elleve, men Linda er altid forsinket. De er ellers som et par, de to, Øb og Bøv kalder de dem i andelsforeningen«.
Se, det er jo fremragende, og sådan er der masser af steder i »Hvad mener du med vi«, der bare fungerer, og så er spørgsmålet, hvad man så i øvrigt skal med denne på én gang simple og komplekse roman, der foregår ved påsketid og mest på den nævnte højskole, komplet med indlagte tekststykker fra de skrivende kvinder?
En sær og original roman
Hvad er for eksempel meningen med, at den på forsiden korsfæstede forfatters roman foregår før, under og efter langfredag? Hvorfor er kvindernes antal det bibelske syv? Hvad er sammenhængen mellem den ene forfatters eventyr om grævlingen, der sidder fast i sin hule, fordi den er blevet for tyk, den anden forfatters science fiction-fortælling, den tredje forfatters fortælling om en kvindelig narkosmugler? Og så videre. Og hvad er sammenhængen mellem den kristne grundfortælling og romanens fortællinger?
Svaret blæser i den lune forårsvind ved Vikøbing, og i øvrigt virker »Hvad mener du med vi« i begyndelsen irriterende med sin komplette mangel på plot og sine rygende og drikkende og småsludrende og ikke i sig selv særlig interessante figurer.
Hvis det her var realisme, kunne man desuden indvende, at alle syv skrivende kvinder faktisk skriver ret godt af sådan nogle amatører at være, og at de alle sammen skriver ligesom Jacob Skyggebjerg, men på den anden side er »Hvad mener du med vi« ikke realisme, selv om den på overfladen ligner, så det gør indvendingen irrelevant.
»Hvad mener du med vi« er noget andet, nemlig en sær og original og nogle gange lidt (bevidst!) triviel roman, og hvis man efter at have læst denne anmeldelse ikke føler, at man er blevet meget klogere på, hvad romanen EGENTLIG er for en roman, så har man det ligesom den, der lige har læst den. Men det er jo også en slags pointe.
Titel: Hvad mener du med vi. Forfatter: Jacob Skyggebjerg. Sider: 304. Pris: 299,95. Forlag: Gladiator.