Når man er ghostwriter for en ghostwriter

I »Fortabt i Budapest« spejler og fordobler Chico Buarque, så det er en sand fryd.

»Fortabt i Budapest« er mere end blot fortællingen om en ghostwriter. Fold sammen
Læs mere
Foto: INDRANIL MUKHERJEE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det var umuligt at skille det ene ord fra det andet, det var som at forsøge at skære en flod over med en kniv.«

José Costa har flair for sprog. Men ungarsk volder ham besvær. Dette »det eneste sprog som djævelen, ifølge onde tunger, respekterer.« Men han forsøger sig alligevel, og med forsøget trækkes hele den verden af spejlinger og fordoblinger frem, som gør »Fortabt i Budapest« så fascinerende.

Forfatteren bag, Chico Buarque, er en folkekær brasiliansk skikkelse, ikke kun i kraft af sit forfatterskab, men også via sin sang og sangskrivning. Hans musik har jeg endnu til gode, men hvis romaner som »Fortabt i Budapest« har en stor læserskare i Brasilien, er det værd at overveje en flytning.

Det er nemlig ikke en banal sag, som de fleste bestsellere, men en udfordrende, meget litterær fortælling om José Costa, der er en ghostwriter med en vis selvfølelse. Han skriver andres selvbiografier, men betragter det som en form for anonym kunst.

Nok er han »henvist til skyggen«, men der er alligevel altid noget af ham i bøgerne. Denne forestilling om, at »Min hånd vil altid være min hånd«, bliver dog udfordret på bureauet, hvor han arbejder. Her hyrer hans kompagnon nemlig en håndfuld nye ghostwritere, som han har oplært til at skrive præcis som ham.

Rystet rejser Costa til en konference for »anonyme forfattere« i Istanbul, men flyet må nødlande i Budapest, hvor han møder det ungarske sprog og den smækre, rulleskøjteløbende sproglærer Kriska. Hjemme i Rio de Janeiro venter hans tykke søn og smukke kone, der måske også har indledt en affære.

Sproget skaber identitet

Ikke med hvem som helst, men med en af de mænd, han har skrevet en biografi om, nemlig Kaspar Krabbe, der er blevet en veritabel stjerne, efter »Gynografen« er udkommet, og nu har Costa det underligt med at se, hvordan Krabbe får æren for en bog, han, Costa, ikke bare har skrevet, men også langt hen ad vejen har fundet på.

Det er let at komme til at tænke på David Lagercrantzs bog om Zlatan Ibrahimovic, »Jeg er Zlatan«, der også blev en supersællert og også viste sig at være delvist opdigtet.

Men Chico Buarque kører sin fortælling endnu længere ud, og som læser følger man gladeligt med ind i et kabinet med stadigt flere spejle, og mellem dem rejser spørgsmålet sig, hvad identitet er. Er det den fortælling, man fortæller om sig selv? Eller kan det lige så vel være den fortælling, andre fortæller om én?

»Fortabt i Budapest« er for klog til at svare på spørgsmålene, men peger i stedet på sproget som stedet, hvor identitet bliver til. At det er i sproget, vi skaber os selv og andre, og at vi kan gøre det uden nødvendigvis at være forpligtet på virkeligheden.

Digt og virkelighed er også i spil, da det viser sig, at Costa måske er ved at skrive den roman, læseren sidder med. Den slags metalitterære greb kendes fra den argentinske mesterforfatter Jorge Louis Borges, men giver også god mening hos brasilianske Chico Buarque, fordi han er så opfindsom og har så fin sans for det tragikomiske.

Som når nye ghostwritere begynder at skrive som den gamle ghostwriter. Hvem er hvem er hvem? Må man spørge. Igen og igen og igen.

Titel: Fortabt i Budapest. Forfatter: Chico Buarque. Oversætter: Tine Lykke Prado. Sider: 150. Pris: 290 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.