En af de opmuntrende tendenser i tidens litteraturlandskab er de mange små kvalitetsbevidste forlag, som skyder op. Sådan har det været i nogle år, og det er om om effekten er selvforstærkende: Som om de små forlag får andre til at åbne små forlag.
Et af de nyeste er Lesen, der ifølge dem selv oversætter og udgiver »Litteratur, hvor sproget er smukt, hvor relationer udvikler sig. Litteratur som bevæger folk og betyder noget.«
Forlaget har allerede købt rettighederne til en stribe fortrinlige bøger, deriblandt Rune Christiansens brillante »Krysantemum«, så de ser ud til at mene det. Også med deres første udgivelse, nemlig »Noget der hjælper« af norske Mona Høvring, der har fem digtsamlinger bag sig og i 2013 var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen »Camillas lange netter«.
Men nu foreligger »Noget der hjælper« fra 2004 altså på dansk i Ditte Holm Bros lydhøre oversættelse. Og det sidste er vigtigt, for romanens styrke er i høj grad dens klang og tone; Høvrings lavmælte, glasklare, let troskyldige stilleje, hvor der ikke bruges mange ord, men hvor en piges indre og ydre verden ikke desto mindre træder levende frem.
Laura er en tilsyneladende ubekymret pige, der efter morens selvmord bor med sin fåmælte, let distante far, der ofte er på havet for at fiske. Hun har også en bror, der dog er rejst for at studere, og hendes bedste veninde flytter også fra byen med sin mor. Netop moren bliver både et længsels- og et begærsobjekt: I hende leder Laura efter en erstatning for sin egen mor, samtidig med at hendes seksualitet vågner ved synet af hendes kurvede krop.
Hvor begæret til moren forbliver uforløst, forløses det i mødet med nytilflytteren og frisøren Vivian. Hun ser Lauras lyst, og de går i seng sammen. I gymnasiet møder Laura imidlertid også Vivians søn, som hun modstræbende bliver kærester med – og siden går fra.
»Noget der hjælper« er en slags coming of age-roman, hvor morens død hele tiden murrer i Laura, men også en mere udefinerbar apati lige midt i de år, hvor seksualiteten rejser sig. Jeg kom undervejs til at tænke på Sylvia Plaths »Glasklokken« og Françoise Sagans »Bonjour Tristesse«. Ikke bare hvad angår det ulmende mørke i ungdommens lys, sanselighed og spændstighed, men også på grund af den sproglige klarhed og sprødhed og den udsøgte fornemmelse for scener.
En tilbagevendende scene er Laura, der tidligt om morgenen tager tøj på at lister ud. Væk fra de sovende, ud i den uvirkelige morgen, ned mod vandet. En drøm om noget nyt, noget andet dernede, hvor hendes far arbejder og moren druknede sig.
Det er både trist og og præget af livslyst. Det samme gælder det begær, hun retter mod de ældre kvinder. Tabet og lysten i samme bevægelse. Her beskrives det første møde med Vivians salon, hvor Laura tilfældigt går ind for at blive klippet: »Hun bevægede sig så stilfærdigt og ubesværet rundt, lænede sin frodige krop ind over mig, og jeg lå med halvåbne øjne og betragtede hendes glatte, let glinsende ansigt.«
Det er ikke let. Sådan at erotisere det hverdagslige. Men det kan Høvring, ligesom hun selvfølgeligt indkredser sårbarhed, selvstændighed og et sammenbrud, som måske, måske ikke, ligner det, der førte til morens selvmord. Alt sammen i en roman på 131 luftige sider. Det er virkelig en kunst.
Hvad: Noget der hjælper Forfatter: Mona Høvring. Oversætter: Ditte Holm Bro. Sider: 131. Pris: 200. Forlag: Lesen.
