Når kunsten dominerer

Fint illustreret værk om kunstnerfamilien Syberg - med fokus på kunstneriske miljøer i medgang og modgang.

»Kunstnerdynastiet Syberg«. Fold sammen
Læs mere

Skal man helst mærke modstand for at være i stand til at udvikle noget nyt? Eller er det mere befordrende for kreativiteten, at man får støtte og opmuntring fra ligesindede i det nære miljø?

Spørgsmålet melder sig under læsningen af det fint illustrerede værk »Kunstnerdynastiet Syberg«, hvor man får indblik i den forgrenede kreative kraft hos de enkelte medlemmer af Syberg-familien og det vanskelige ved at finde sit eget ståsted i delvis skygge af fynbomalernes førerskikkelse, Fritz Syberg.

Der har de senere år været interesse for kunstnerkolonier, kunstnerægteskaber og kunstnerhjem, og »Kunstnerdynastiet Syberg« giver med sin beskrivelse af kunstnerfamilien og de talrige fotografiske portrætter og gengivelser af værkerne mulighed for at se sammenhængen mellem liv og kunst.

For fire år siden udkom Erland Porsmoses monumentale og indsigtsfulde biografi om Fritz Syberg (1862-1939), og der har de senere år været fortjent opmærksomhed omkring kunstnerens hustru, Anna Sybergs (1870-1914), atmosfærefyldte akvareller, blandt andet med udstillingen »Sans for blomster« på Ordrupgaard sidste år. Anna Syberg blev sin tids ypperste blomstermaler, med blomsterportrætter, der fremstår som selvportrætter.

Et pirrende indblik i kunstnerverdenen

Det var familiens længere ophold i Pisa i Italien, som lagde grunden til kunstnerdynastiet Syberg. Familiens fokus var rettet mod den kunstneriske kreativitet og værdsættelse af kunsten, men en katastrofe ramte familien, da Anna Syberg døde alt for tidligt, som 44-årig, efter en fejlslagen operation, kort tid efter hun havde født familiens syvende barn. Hvad kunne Anna Syberg ikke have udviklet det til?

Det samme tænker man om parrets datter, Besse Syberg (1896-1944), senere Giersing, der ikke blot var vokset op i den kunstneriske familie, men også giftede sig med en kunstner, den 15 år ældre, markante maler og kunstskribent Harald Giersing.

Besse Sybergs malerier og akvareller vidner om stærk koloristisk sans og levende streg og komposition, men hun valgte en skuespillerkarriere. Hendes værker var ikke bare et akkompagnement til Harald Giersings kunst, men måske lod hun sig slå ud af kombinationen af farens og ægtemandens grænseløse kunstneriske engagement.

Det har været vanskeligt at skulle forholde sig til sine forældres kreativitet og position, fremgår det af bogen. Ældste søn, billedhuggeren Hans Syberg havde et tæt forhold til faren men kom til at stå i skyggen af ham. Ernst Syberg blev maler og medlem af kunstnersammenslutningen Corner. Lars Syberg, ingeniør, blev ophavsmand til Syberg-keramikken med blomsterdekoreret fajance, formet og udviklet af storebror Hans.

Franz Syberg udfoldede sig i musikkens verden som violinist, komponist og organist. Kunstens altdominerende rolle i barndomshjemmet har både været inspirerende og krævende. Bogens giver indblik i både frodighed og nerver i kunstnerlivet. Et pirrende kig til kreativitetens skiftende stemninger.

Titel: Kunstnerdynastiet Syberg. Redaktion: Malene Linell Ipsen og Sofie Regitze Kattrup. Sider: 133. Pris: 198 kr. Forlag: Johannes Larsen Museet.