Når kærligheden ikke kan få plads

I »Og alt skal være kærlighed« skriver Kristian Lundberg rundt og rundt om den store forløsende følelse.

»En rejsetaske står pakket ude i gangen. Svaler. Mindre fugle. Nervøse fugle der bevæger sig i ryk.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg gik, og jeg vidste at jeg i det øjeblik forlod en del af mig som jeg ikke ville gense – for arbejdet på Yarden var ikke bare et arbejde, ikke et hvilket som helst, det var en tilbagevenden til en person jeg havde glemt at jeg var,«

Sådan står der et sted i »Og alt skal være kærlighed«, hvor svenske Kristian Lundberg ikke bare ser tilbage på en hård tid, men også på én af sine romaner: »Yarden« udkom i 2009 og skildrer hans slid på den store golde plads på Malmø havn, hvor løsarbejdere – i al slags vejr, bag hegn og i et dehumaniserende miljø - arbejder.

»Yarden« er en suveræn forening af forslået autofiktion og underklasseklasselitteratur om Lundbergs fald fra feteret skribent og forfatter til det lag af misbrugere og psykisk syge, han oprindeligt kom fra. Alt sammen beskrevet med en uafvendelighed, der får det til at virke som skæbne eller social stigmatisering, og skildret i en lysende, lyrisk prosa.

Fornemmelsen af, at Lundberg i sidste ende er en digter, der skriver prosa, melder sig også i »Og alt skal være kærlighed«, der kan ses som en opfølger til »Yarden«.

Her har Lundberg – lad os bare kalde personen i romanen dét – forladt arbejdet på Yarden i et forsøg på at blive menneske igen; at finde ind til en kærne af varme, medmenneskelighed og ikke mindst kærlighed, som han vedholdende insisterer på, at romanen skal handle om.

At kærligheden skulle have nogen særlig fremtrædende plads, er nu ikke til at se. Siderne tegnes i stedet af de samme temaer som i »Yarden«, men i en anderledes ikke-kronologisk fortælleform. Den er ikke er uproblematisk.

Et stykke hen ad vejen er det stimulerende at følge hans cirklende flyvninger over de samme begivenheder og temaer.

»Det handler om hvordan jeg hver dag må erobre min menneskelighed«, skriver han eksempelvis og forsøger så i forskellige varianter at skrive sig tæt på, hvordan dén, menneskeligheden, var ved at give tabt, og hvordan den må vindes igen.

Ikke så enkelt

Men Lundberg er heller ikke blind for formens farer. »Også her må jeg gentage mig selv«, skriver han og spørger et andet sted »Hvad er det jeg skjuler bag alle disse slingrende indspilningsgentagelser?«

Svaret udebliver i romanen, mens jeg som læser drager mine egne, muligvis forkerte, slutninger: At Lundbergs sind er så ødelagt af ydmygelser, pengeproblemer, morens sindslidelser – »Ja, jeg er min mors søn« – at kærligheden ikke kan få plads til at leve og ånde. På samme måde som læseren leder efter kærligheden i bogen, leder han efter den i sit indre.

Samtidig er kærligheden, som i passager sættes i et nytestamentligt skær, ikke så enkel. Den er også »grusom, forheksende«, og det er måske også derfor, Lundberg i liv og skrift kun cirkler om dén. Med den brændtes forsigtighed.

»Og alt skal være kærlighed« er ikke en roman på højde med »Yarden«. Det ville også være for meget at ønske. Men på sin egen stillestående facon siger den alligevel noget væsentligt om et nedbrudt liv, og Lundbergs sprog løfter også læseoplevelsen, ladet som det er med poetisk rytmefornemmelse og intensitet. »Sproget antændes indefra«, som han skriver et sted, og læs bare dette: »En rejsetaske står pakket ude i gangen. Svaler. Mindre fugle. Nervøse fugle der bevæger sig i ryk.«

Men »Og alt skal være kærlighed« er ikke nogen let bog at mene noget kategorisk om. Dertil er den for aparte, for flimrende, for idiosynkratisk. Hvilket vel altid er et plus.

Titel: Og alt skal være kærlighed. Forfatter: Kristian Lundberg. Oversætter: Anne Marie Têtevide. Sider: 192. Pris: 248 kr. Forlag: Batzer & Co.