Når hverdagen bliver absurd

Med »Jeg har planlagt at dagdrømme« slår René Jean Jensen fast, at han for alvor er ankommet til dansk litteraturs superliga.

René Jean Jensens planlagte dagdrømme er krævende, men hyppigt givende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Svankjær
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

2010 er René Jean Jensens gennembrudsår. Efter mange års aktiviteter på litteraturfronten, bl.a. med udgivelsen »Opvågningsbog« i 2001, forlagsvirksomhed og vigtige oversættelser, spiller han i år stort og markant ud med, først den fine kortprosabog »Om april, i maj« og nu digtsamlingen »Jeg har planlagt at dagdrømme«. En paradoksal titel, men også sigende med sin kombination af det velovervejede og de drømmeagtige, frit flydende associationer.

For efterhånden adskillige år siden udspilledes en større kulturfejde omkring brugen af hverdagsord som »radiator« og »brødrister«. Den slags ord ville han aldrig finde på at bruge i en litterær tekst, udtalte Forfatterskolens daværende rektor, Niels Frank.

Blandt andet Jan Sonnergaards bestseller-novellesamling »Radiator« var en reaktion på den diskussion, og når René Jean Jensen (afgang fra Forfatterskolen 1999) i et af sine digte bruger en vending som »poetisk håndtering af kærnemælksglas«, aner man et ekko af debatten fra dengang. Det er hverdagen, der kører forbi, når forfatteren registrerer sine synsindtryk: »En knækket skorstens skygge på en isbil der holder for rødt. Nu kører lastbiler forbi med hvad?«

Kaotisk sammenhæng

Den poetiske håndtering af hverdagselementer er en vigtig side af René Jean Jensens litterære strategi, men hverdagenes inventarliste indgår i en større kaotisk sammenhæng, hvor enkle konstateringer af typen »at vinde er at have vundet« konfronteres med en collageagtig sammensat ophobning af løsrevne sætninger og fragmenter af udsagn. Synsindtryk, småfilosoferen, sproglige overvejelser og skævheder, hverdagstrivialiteter, surreelle situationer, absurde konstateringer.

Med »Jeg er mest hjemme i paradokser« kan digteren fremhæve et af sine flittigt brugte virkemidler. Et andet af hans greb er den skæve logik og benhårde sproglige konsekvens, som når han forvirrer en folkemængde »ved at underbemande den« eller med en glidning mellem to forskellige sprogsfærer trækker en hverdagsaktivitet i retning af det absurde: »Jeg kunne ikke koge æggene i den rette ånd«.

René Jean Jensen er afsender af en ekstremt, men også meget bevidst blandet tekst. Krævende og meget hyppigt givende. Enkeltsætningernes og de enkelte indfalds fascinationskraft er en dominerende del af læseroplevelsen. Heldigvis har René Jean Jensen skarpheden, den sproglige veloplagthed og den skæve humor, der bringer dagdrømmene sikkert i hus.