I en tid med stærk fokus på kvindelige politikere, kvindelige forfattere og ikke mindst kvindelige billedkunstnere ser vi nu en øget interesse for at rette blikket bagud på 1800-tallets kvinders skridt til nødvendig markant fremtoning - og frigørelse. Som nu i Birgit Bertungs kortfattede og letlæselige bog »Gyldne Lænker - Kvindernes Guldalder«.
En befriende humoristisk tone og højt tempo er næsten for godt til at være sandt, når det drejer sig om kvindeemancipation i midten af 1800-tallet med præsentation af tanker om forholdet mellem mand og kvinde hos bl.a. Mathilde Fibiger, Lodovica de Bretteville, Søren Kierkegaard, Johanne Louise Heiberg og Thomasine Gyllembourg.
Birgit Bertung kan tillade sig at benytte en humoristisk tone, fordi fundamentet af viden er i orden.
Særlig glad bliver man, når man læser Ludovica de Brettevilles formuleringer. Hun undrer sig over, at overalt, hvor hun ser hen optræder selvstændige kvinder kun som undtagelser. Hendes kvindefrigørende tanker er inspireret af Søren Kierkegaard, der understregede, at der ingen åndelig forskel er på mand og kvinde. Godt nok bliver mand og kvinde ét kød, men ikke til én ånd. To ånder kan umuligt blive til én ånd, pointerede han. Ifølge Kierkegaard er mænd og kvinder åndeligt og værdimæssigt ligeværdige. Dét, han ikke var begejstret for, var det kollektive i kvindeemancipationen. For ham drejede det sig om den enkelte.
Bogens mange og lange citater viser især Ludovica de Bretteville som en glimrende skribent. Hun forstod at argumentere og var fortaler for, at kvinder ikke skulle begrænses af stuens fire vægge, men frit og begejstret skue ud over verdensaltet - og vel at mærke ikke blot være tilskuer men aktiv medspiller.
En af dem, der realiserede en sådan frigørelse ved at skrive en bog, der vakte furore og gav genlyd i Sverige, Tyskland og Frankrig, var Mathilde Fibiger. Hendes bog »Tolv Breve« (1850) under pseudonymet Clara Raphael og med forord af J.L. Heiberg startede den første virkelige kulturdebat om kvindens frigørelse. Birgit Bertung kalder Mathilde Fibigers bog for et »nødblus«. Hovedideerne i bogen var epokegørende. Det drejede sig om, at kvinden burde tages alvorligt - som selvstændigt, åndeligt væsen.
Det er Birgit Bertungs pointe, at mændene i perioden forvekslede det kulturbestemte med det naturbestemte. Vi kender stadig til problemet, når et ord som omsorgs-gen bliver brugt i aktuelle diskussioner. Birgit Bertung giver sit bud på det evigt aktuelle spørgsmål ved at hævde, at nogen yder megen omsorg, fordi andre yder for lidt. Hun skriver klart og nogle steder fanden-i-voldsk. Som f.eks. når hun skriver: »Tidsånden er en overordentlig sløv padde«.
Forfatteren har både humor, viden og budskab, og hun giver os mulighed for i en let læst fremstilling at se datidens kvinders evne til at argumentere. Man kunne godt have ønsket sig en mere omfattende perspektivering og et resumé på engelsk i »Gyldne Lænker«. For at træde ud af lænkerne og gå over grænser.
