Når forældre svigter

Roman: Vi er nødt til at tale om Kevin. Lionel Shriver beretter eminent om at være mor til et barn, der en dag slår sine klassekammerater ihjel.

Chokerede unge efter at Columbine High School en eftermiddag i 1999 dannede rammen om en uhyggelig massakre, hvor to unge mænd skød og dræbte 14 skolekammerater og en lærer. Siden har der været flere lignende massakrer, hvoraf nogle er blevet gjort til genstand for både bøger og film. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Gary Caskey
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De på mange måder uforståe-lige amerikanske »school -shootings«, hvor en elev tropper op i skolen og plaffer sine kammerater ned på stribe, er gjort til genstand for flere gode bøger og film de seneste år: Michael Moores dokumentar »Bowling for Columbine«, som forsøger at nærme sig fænomenet udefra og kulturanalytisk; Gus Van Sants prisvindende spillefilm »Elephant«, som skildrer en »shooting« med skiftende perspektiv blandt de involverede unge – ofrene såvel som gerningsmændene; Dennis Coopers fremragende roman »Min Løse tråd«, som skildrer den forstyrrede bevidsthed hos en ung mand, der ender som dræber; osv.
Lionel Shriver har med »Vi er nødt til at tale om Kevin« givet et vægtigt bidrag i samme retning. Bogen er skrevet som en række breve fra en moder, Eva, til hendes forhenværende mand Franklin. Deres søn Kevin har skilt dem ad. Han har aldrig været noget nemt barn. Som spæd græd han dagen lang, og han nægtede at droppe bleen, indtil han fyldte seks. Hans leg og generelle adfærd var altid destruktiv – og som 15-årig massakrerede han syv skolekammerater, en lærer, en cafémedarbejder, m.fl. Og han udviser ingen form for skyld, skam eller fortrydelse bagefter.
Igennem brevene, som Eva begynder at skrive to år efter nedslagtningen, forsøger hun at komme overens med den tragiske hændelse, der har kostet hende alt – familien, forretningen, respekten og værdigheden. Og med sig selv. For selv om hun er af den overbevisning, at Kevin ikke er nogen normal dreng og er uden for rækkevidde, da er skyldfølelsen selvsagt enorm. Ikke mindst fordi hun egentlig ikke ønskede sig et barn, da hun og Franklin besluttede sig for at blive forældre, og slet ikke har kunnet mobilisere nogen kærlighed til Kevin.
Man plejer at sige, at en forælders værste mareridt er, at ens barn skulle rammes af uhelbredelig sygdom. Shrivers roman viser, at der findes et, der er værre: Et, hvor man ikke slår til som forælder, hvor man ikke elsker det barn, man har fået, og hvor konsekvensen er, at barnet bliver et monster. Men romanens virkelige styrke ligger i, at den i sin analyse ikke stopper hér. Kevin er åbenlyst anderledes disponeret end andre børn, og Eva svigter ham gang på gang, men Shriver leder også vore opmærksomhed hen imod, hvad det er for en kultur, der producerer et modersvigt af Evas slags: En kultur, hvor det at få børn ikke er en selvfølge, men et tilvalg. Hvor kernefamiliestrukturen ikke længere har den samme funktionalitet, men stadig har idealstatus. Hvor man ikke er fuldt indstillet på at betale de omkostninger, børn medfører for det liv, man ellers levede: Karriere, tosomhed, ro og egenkontrol.
»Vi er nødt til at tale om Kevin« vandt den prestigiøse Orange Prize i 2005, som uddeles til den bedste engelsksprogede roman, skrevet af en kvindelig forfatter. Det er godt, vi nu har den på dansk i Sara Kochs velfungerende oversættelse.