To år efter afslutningen på Første Verdenskrig slikker verden stadig sine sår. I dagene op til en stort anlagt ceremoni for Storbritanniens tabte sønner forsøger tre forskellige kvinder – hovedpersonerne i britiske Anna Hopes sprøde efterkrigsroman »De savnede« – at finde en vej ud af sorgen over dem, de har mistet. De kender ikke hinanden, men deres veje krydses, og ud af det spændingsfelt opstår nye begyndelser og et afdæmpet klimaks.
Den unge Hettie arbejder som dansepige på det velrenommerede Hammersmith Palais, hvor enlige gæster kan købe sig til en svingom med hende eller en af kollegerne for en sixpence pr. dans.
Det bliver man ikke rig af, slet ikke når man skal aflevere halvdelen derhjemme til en bitter og bister mor og en krigstraumatiseret bror. Kjolen, hun danser i, er gammel, slidt og skjoldet under armene, og hun har næsten opgivet kærlighed og kæresteri, da hun møder den dragende dandy Edward.
Han har – viser det sig – forbindelse til romanens to andre hovedpersoner, dels den smukke, næsten 30-årige overklassepige Evelyn, der mistede sin elskede i krigen, og som nu arbejder som en striks og stram medarbejder på et kontor, der uddeler almisser til den uendelige strøm af krigsinvalider; dels den midaldrende Ada, hvis eneste søn døde på den franske slagmark. Nu ser hun ham her, der og alle vegne, mens hun til gengæld ikke længere har blik for hverken sin mand, livet eller nuet.
Sideløbende med de tre kvinders historier – der langsomt, men uundgåeligt fletter sig løseligt ind i hinanden – følger man i små kursiverede afsnit opgravningen og transporten fra Frankrig af den ukendte soldat, der skal symbolisere samtlige faldne ved den nært forestående ceremoni. Det er korte anonyme øjebliksbilleder, der måske nok ansporer til mere, end de bidrager med, men som på deres egen distancerede facon bliver metaforer for eller allegorier over alle de døde unge mænd.
Dørsælgeren og en nedtonet dramatik
I de fem novemberdage op til ceremonien i 1920 kæmper Hettie, Evelyn og Ada hver især med at flytte fokus fra egen smerte og egne sorger til den fælles begivenhed, som ingen af dem i øvrigt hævder at ville deltage i. En fattig dørsælger, som Ada lukker ind i sit hjem, får afgørende betydning for hendes liv, ligesom han i en anden forbindelse åbner øjnene for Evelyn og, måske, i sidste ende gør det muligt for Hettie at finde kærligheden.
Forventer man store tragedier og stormfuld følelsesforvikling, skal man søge læsning andetsteds. Hopes styrke er hendes afmålte handlingsforløb og en nedtonet dramatik, der har sine rødder i klassiske britiske skæbnefortællinger, men som her er skåret til med modernistiske og mere ordknappe skriveredskaber og desuden gødet med en dråbe dameblads-substral.
Det lyder som et litterært miskmask, men i Hopes hænder er det faktisk formet til en let og læseværdig sag om et emne, der ikke ligger så langt fra nutidige hverdagsdramaer om mennesker, der er berørte af nylige og igangværende krige.
