Når drenge elsker piger

Tre nye danske fortællinger sætter spot på børn og forelskelse.

Billedtekst Fold sammen
Læs mere

Børn bliver også forelskede, og de rammes lige så hårdt som unge og voksne. Men sjovt nok findes der ikke mange billedfortællinger, der skildrer dette i børnehøjde. Det rådes der i vekslende grad bod på i Kim Fupz Aakesons og Kamila Slocinskas »Røver«, Renée Toft Simonsens og Pernille Lykkegårds »Tiberius Tudefjæs går ikke med piger« og Alberte Windings og Rasmus Bregnhøis »Betty har en hemmelighed«.

Aakeson har nu prøvet det før, blandt andet i »Vitello får en klam kæreste« fra 2009. I »Røver« følger vi en dreng, som starter i 0. klasse: »Drengen sad i skolen, og hørte ikke efter hvad skolelæreren sagde, noget med alfabetet«. Skolen fanger altså ikke drengen. Til gengæld gør klassens Ursula det. Med sin røde kjole og sit gule hår får hun drengen til at tænke på Filur-is, og Kamila Slocinska tegner hende som en Prinsesse Solgul og Rosenrød, med smutøjne og yndig opstopper, så man forstår drengens fascination. Han prøver at gøre indtryk på hende ved at sige, at han vil være røver, når han bliver stor, og ordet fanger, og herefter fylder røveri og Ursula drengens liv og bogens handling. Børnenes følelser får lov til at fylde det hele, men uden nogen form for modstand. Historien bliver derfor både sød og charmerende, men også lidt tam.

Tiberius er i sine følelsers vold og med turbo på i den tredje bog om ham, »Tiberius Tudefjæs går ikke med piger«. Men det er nu ikke forelskelse og piger, der er sagen til at begynde med. Tiberius’ devise er, at »Piger er bange for alt, og så er de megasnobbede.« Og da hans 0. klasse skal på salamandertur, er det parolen »mig først«, som styrer den udadagerende dreng, som ræser af sted og skubber til alt og alle. Lærer Hanne går ind og bestemmer, at Tiberius og Clara skal være på hold sammen. »Hvor uheldig kunne en dreng være?« Men da de to sammen fanger en salamander, og Clara tilmed klatrer op i toppen af et træ, er Tiberius blevet mør.

Renée Toft Simonsen skildrer historien skiftevis ude fra og inde fra Tiberius, så læseren kommer tæt på ham og historien. Det samme gør børnenes rappe replikker og de muntre beskrivelser af børnenes forhold og konflikter. Lykkegård følger op med at skære de voksne af ved knæene, så læseren konstant er i øjenhøjde med børnene. Hun tegner sidehistorier og trækker Simonsens metaforer ud i sjove, vilde billeder og gryende forelskelse ud i sød satire.

I »Betty har en hemmelighed«, som er Betty-seriens sjette udspil, er Betty ved at eksplodere, da far henter hende i børnehaven. En hemmelighed må jo ikke fortælles, men hendes er samtidig så stor, at det er rasende svært. Ud kommer den jo. Hun er forelsket i Arjun fra børnehaven og leger, at de er kærester. Men så flyttes fokus til forældrene, som er mere optaget af deres egen forelskelse. Og da Windings sprog heller ikke løfter sig over gulvhøjde, men ender i ren skolestil – »Da hun vågner, glæder hun sig til at komme i børnehave mandag og se Arjun igen« – så er her ikke meget at hente. Men med Rasmus Bregnhøi som illustrator ender det aldrig galt. I hans streg fremstår Betty med lige den rette blanding af styrke, sødme og sårbarhed, og hans illustrationer har både appel til børn med deres ordløse sidehandlinger og til voksne med deres lunt ironiske udlevering af den kreative storbyklasse. Og så tegner han Christianshavn magisk frem - med broer, kanaler, spøjse typer og Vor Frelsers Kirkes spir.

HHHIII

Forfatter: Kim Fupz Aakeson Tegner: Kamila Slocinska Titel: Røver Sider: 32 Pris: 230 kr. Forlag: Gyldendal

HHHHII

Forfatter: Renée Toft Simonsen Tegner: Pernille Lykkegård Titel: Tiberius Tudefjæs går ikke med piger Sider: 24 Pris: 130 kr. Forlag: Politiken

HHIIII

Forfatter: Alberte Winding Tegner: Rasmus Bregnhøi Titel: Betty har en hemmelighed Sider: 24 Pris: 100 kr. Forlag: Gyldendal