Da forfatteren Georg Brandes mistede sin lille datter i 1890, slog han et lagen om liget og skyndte sig til fotografen - i sporvogn!
Det fortælles i Eva Maria Jensens mægtige »Død og evighed i musikken. 1890 til 1920«, der handler om komponisterne i de dage. Om deres drømme om en kunstreligion. Om deres favntag med livets store spørgsmål.
Meget har forandret sig siden: Vort syn på døden og dermed på livet, på det onde og dermed det gode, på det højeste og dermed os selv.
Koncertgæster i det københavnske vil kende forfatterinden fra diverse foyerer: Hun er det frodige energibundt med den polske accent. Med alle de elegante programnoter og levende introduktioner til talløse koncerter. For ikke at nævne posterne som organist i Brønshøj og studieleder ved Folkeuniversitetet.
Men hun har ikke alene musikalsk baggrund, hun er også uddannet teolog. Og hendes bog forener netop de to felter.
Den fortæller om harpe, tamtam og forstemt violin som dødens instrumenter. Hvem anede, det var så udbredt!
Den fortæller om en lidt glemt udvikling op gennem 1800-tallet: Troens musik bevægede sig åndeligt fra kirken til koncertsalen. Hvad der begyndte som gudstjeneste, endte som en såkaldt oplevelse. Når vi hører Verdis dødsmesse her et århundrede senere, hører vi den som en slags opera. Hm.
Og den fortæller om Gustav Mahlers ottende symfoni. Han fik aldrig skrevet noget messe, sagde han til en ven - for den jødiske kunstner ville have besvær med trosbekendelsen. Men da han hørte sin egen symfoni, hviskede han eksalteret: »Se, dét er min messe!«
Fantasternes apokalyptiske favntag gik ikke altid så godt.
Bogen følger for eksempel russiske Skrjabins spændende arbejde med »Mysterium«: Et værk for alle sanser, med dufte af røgelse og syn af fantastiske former og farver, med syngende præster i evig dans og ny musik til hver ugedag. Ideelt set opført i et dertil indrettet tempel i det nordindiske. I sidste ende tænkt som indledning til en apokalyptisk dommedag. Finalen ville markere »verdens afslutning og Guds genopstandelse,« skriver Eva Maria Jensen.
Men nej. Visionerne blev for store efterhånden. Kosmos kan rummes i en kort sætning, men ikke i et langt værk.
Eva Maria Jensen skriver medrivende om den musikalske glidebane: Troens musik vandrede ind i musikken og gjorde gradvist koncertsalen til et kirkeagtigt rum - men da de to verdner skulle fattes sammen til en slags totalkunst, gik det galt. »Værkernes gigantiske dimensioner blev deres egen modsætning,« skriver hun. »De kunne ikke skrives«.
Men derfor behøver ideerne jo ikke dø. Og dét er måske Eva Maria Jensens største fortjeneste: At hun kigger på budskaberne bag de havarerede mammutværker - når nu de aldrig selv fik stemme.
Perioden fra 1890 til 1920 burde i øvrigt have sin egen betegnelse, skriver hun. Den ligger som en symbolistisk sfinks i familie med tendenserne i digtekunst og maleri. Ligger som et sært janushoved mellem romantikken før og modernismen efter.
For dét er jo forklaringen: At jo mere man ville sige det uudsigelige, desto stærkere blev fokus på hvordan. Og dét skubbede komponisterne over på det tekniske i almindelighed og tolvtonemusik i særdeleshed. Den metafysiske tematik blev efterhånden umoderne og forsvandt til sidst.
En lidt trist konklusion. Og måske ikke helt rigtig. Nyere komponister som Karlheinz Stockhausen var metafysiker fra først til sidst og sidder i dag på stjernen Sirius og lutrer menneskeheden. Ligesom bogen i øvrigt bruger både noder og begreber, som ingen uden musikfaglig baggrund forstår - et ærgerligt valg.
Men man kommer nu højt op alligevel. Vidt rundt i symbolismens og synæstetikkens og de overmættede sansers univers. Og dybt ned til alle tandhjulene bag det hele, til både underbevidsthedens glammende hunde og bøvl med de bedre halvdele.
Døden i musik lever og har det godt.
