Når det er vinter i New York

I sin eksistentielle roman »Snedronningen« bruger Michael Cunningham brudstykker af H.C. Andersens eventyr med samme titel. Det handler om kærlighed, tro, afhængighed og tab.

Michael Cunningham skriver fabelagtigt i den eksistentielle roman »Snedronningen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Richard Phibbs

Af alle H.C. Andersens eventyr er »Snedronningen« blandt de mest komplekse.

Det er som bekendt historien om lille Kay, der får en splint af et troldspejl i øjet og drager med Snedronningen til det koldeste nord, hvor kun forstanden findes. Hans søster, Gerda, tager efter ham, og med sig har hun både tro, håb og kærlighed – og en god portion stædighed – og det er disse ingredienser, der i sidste ende sikrer, at hun redder Kay og får ham hjem igen.

Den amerikanske forfatter Michael Cunningham (som stadig er bedst kendt for sin roman »Timerne« (»The Hours«)) har lånt Andersens titel og mere til til sin roman om de midaldrende brødre Barrett og Tyler, der er i midtvejskrise.

Barrett er veluddannet, men har aldrig forløst sit potentiale og er ved romanens begyndelse lige blevet droppet pr. sms af sin seneste store kærlighed.

Tyler, der er stofafhængig musiker med komponistdrømme, arbejder på en bryllupssang til sin kræftsyge forlovede, Beth. Sangen (hvis tekst også læner sig op ad »Snedronningen«) skal være det bedste, han nogensinde har præsteret, men det holder lidt hårdt med at få den skrevet.

En vinteraften ser Barrett et ejendommeligt lys over Central Park. Han er ikke religiøs, men oplever alligevel, at noget eller nogen har villet fortælle ham noget, og han søger ind i religionen efter svar på de eksistentielle spørgsmål, han tumler med – hans uformåen karrieremæssigt og hans mangel på soliditet i kærlighedslivet. Tyler på sin side søger længere og længere ind i kokainens rus for at få forløst sin sang til Beth.

Skriver fabelagtigt

Som det fremgår, så er Cunninghams anliggende ikke at lave en genskrivning af Andersens eventyr i New York. Eventyret er så at sige gået i stumper og stykker og ligger spredt ud over hele teksten, ligesom det spejl, der i begyndelsen af Andersens tekst smadres og drysser ned over verden.

Nogle gange finder man stumpen som en direkte reference, andre gange er den symbolsk og metaforisk. Når Tyler for eksempel får en splint i øjet tidligt i romanen, alluderes der klart nok til Kays oplevelse i Andersens tekst, men den snedronning, Tyler underlægger sig, er nærmere kokainens og heroinens.

Men de to tekster kredser om de samme temaer: Troens styrke og betydning. Kærligheden, både som den findes mellem søskende og mellem elskende. Håbet på, at der er eller opstår en mening med tilværelsen.

Michael Cunningham skriver fabelagtigt, og Agnete Stjernfelts oversættelse glider fint og er velsmurt. Cunningham forlener det vinterramte New York med en blanding af eventyrlighed og vemod, og hans tone er både sjov og trist, tragikomisk, vil man vel kalde det, om end dette begreb ofte prioriterer latteren over dybden i paradokset.

Sådan er det ikke hos Cunningham. »Snedronningen« er en eksistentiel roman, der som al god litteratur stiller flere spørgsmål, end den giver svar.

Titel: Snedronningen Forfatter: Michael Cunningham Oversætter: Agnete Stjernfelt Side: 266 Pris: 299,95 kr. Forlag: Gyldendal