Når der er en dæmon i familien

Aydin Soei forsøger at bryde en fædrene arv med en lang, selvbiografisk bog, der til en vis grad fascinerer i længden. Trods længden.

Sociologen, journalisten og forfatteren Aydin Soei ved barndomshjemmet i Avedøre, der danner rammen om en stor del af »Forsoning«. Foto. Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

En familie fra Iran får asyl i Danmark og tager ophold i Avedøre. Det er ikke let. Det ender med mord.

Sådan kunne en roman forløbe, men tag ikke fejl! Sociologen, journalisten og forfatteren Aydin Soeis »Forsoning«, som forløbet er taget fra, er ikke en roman. Den præsenterer heller ikke sig selv som en roman, men som en »fortælling om en familie«, og det er faktisk meget passende.

For nok minder »Forsoning« om en roman med dens detaljerede dialoger og scener, som ingen kan huske så mange år efter, men bogen har ikke de udprægede skønlitterære kvaliteter, som der ellers er mange af i tidens selvbiografisk prægede skønlitteratur.

Til gengæld er den lang, og at den også nogle gange føles for lang, hænger sammen med de mange gentagelser, både forfatterens egne og dem, der skyldes, at han flere steder giver ordet til sin mor, der så fortæller samme historie ud fra sin egen synsvinkel.

Til længden bidrager erindringens detaljerigdom, som vel kan forklares med, at »Forsoning« er en bog, som Aydin Soei har skrevet til en senere og ældre udgave af sin endnu ganske lille søn, Adam. »Hovedmotivationen« har, ifølge forfatteren selv, været at forhindre, at arven fra forfatterens nu afdøde far går i arv til forfatterens søn. Bogen er i den forstand et privat anliggende. Til tider for privat.

Uforudsigelig og voldelig far fascinerer

Når »Forsoning«, trods disse indvendinger, alligevel har en vis fascinationskraft, skyldes det ikke mindst dens dæmon: Den fascinerende uforudsigelige, voldelige, selvmedlidende far, der tæver sin ældste søn for ingenting og slår hans mor og på et tidspunkt bliver dømt for drab på sin engang bedste ven, men slipper med syv års fængsel, som han kun afsoner halvdelen af, inden han vender tilbage til det Iran, han engang var flygtet fra.

Han, faderen, er indbegrebet af næsten alt, hvad der kan gå galt, når en mand, opvokset i en patriarkalsk kultur, skal forsøge at finde sine egne elendige ben i udkanten af et moderne, liberalt velfærdssamfund.

Han kan meget med sine hænder, bygge persiske musikinstrumenter, for eksempel, men da han ingen formel uddannelse har, duer han ikke til det danske arbejdsmarked, og han sygner hen i ufrugtbare møder med blandt andre eksil-iranere, der – som han selv – var aktive kommunister i Iran, inden præstestyret genindførte middelalderen.

Han drikker, og moderen støder ham fra sig og tager ham til sig og støder ham fra sig igen, og moderen er også den, der formår at tage en længerevarende uddannelse, og efter mordet og domfældelsen er faderen ikke længere en trussel mod nogen. Heller ikke mod Aydin, der kan fortsætte den rejse mod frihed og meningsfuldhed, som hans egen første søn og hans egen karriere som sociolog, journalist og forfatter vel er konkrete udtryk for.

At islam i øvrigt ikke er noget centralt emne i »Forsoning«, fordi islam ikke er noget centralt emne i familiens liv, gør, at den handler mere om kulturel (u)tilpasning end om tro, vantro og overtro. »Forsoning« skyder heller ikke skylden på det Danmark, der tog imod Aydin Soeis familie, selv om den heller ikke er lallende ukritisk, og faderen var, forstår man, alvorligt psykisk syg, så der er også en individuel forklaring på alle ulykkerne. Livet er med andre ord uforudsigeligt, og forudsigeligheden har mange årsager.

Dét er måske budskabet i Aydin Soeis lange farvel til fortiden – i det omfang, der da er et budskab. Midt i al elendigheden.

Titel: Forsoning. Forfatter: Aydin Soei. Sider: 654. Pris: 299. Forlag: Tiderne skifter.