Når de forkerte kigger med

»The Circle« er Dave Eggers' hårrejsende skræmmevision om, hvordan de sociale medier kan misbruges i de forkerte hænder.

David Eggers' nye roman »The Circle« er en skræmmende fortælling om, hvordan sociale medier kan misbruges. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Appleton/Scanpix

Er de sociale medier demokratiets nye stemme, hvor alle kan komme til orde og undertrykte befolkninger i onde diktaturer kan mobilisere en opposition og ændre historiens gang? Eller er Facebook, Twitter, Google etc. et redskab for kapitalismen til at overvåge og styre menneskers vaner, præferencer og bevægelighed, og kan de i de forkerte hænder føre til social kontrol, overvågning og undertrykkelse?

Det er de spørgsmål, den amerikanske forfatter David Eggers rejser i sin nye roman – som på dansk har fået lov til at beholde sin engelske titel, »The Circle«. Snart sagt alle de teknologier, vi kender dag, får her et ekstra skru opad og drysses med en håndfuld massepsykologi og et strejf religiøs fanatisme, så resultatet bliver en underholdende thriller om en skræmmende nær fremtid.

24-årige Mae får et eftertragtet job i kundeservice hos tech-virksomheden The Circle. Her er maden økologisk og farverne afstemte, og de 12.000 medarbejdere – kaldet »Circlers« – er hårdtarbejdende, begavede unge i 20erne, som zinger, poster, kommenterer og uploader i det meste af døgnets 24 timer. Og de behøver end ikke forlade The Circles gigantiske campus, for alle fester og venner er inden for den lukkede cirkel.

The Circles produkt, TruYou, er et altomfattende netværk, som har udslettet Facebook og alle andre konkurrenter og har fået monopol på netbetaling over hele verden. TrueYou er med andre ord blevet synonym med internettet, og med næsten 100 procent af verdens befolkning som brugere er magten nærmest total.

Fremragende satire

Den stræbsomme Mae finder hurtigt ud af, at skal man stige i The Circles hierarki, gælder det om at være social, übersocial, og der slås hårdt ned på tendenser til det modsatte.

Kodeordet er transparens, og efterhånden kræver The Circles gurulignende tremandsledelse – kaldet »de vise mænd« – at medarbejderne ikke blot deltager, kommenterer og interagerer, men at de også filmer sig selv og er konstant online. Alt imens The Circles verdensdominans nærmer sig det totale, selv politikere vælger at blive transparente, og selskabet efterhånden ved mere om medlemmerne, end de selv gør.

Med sin præcise sans for teknologiens muligheder er »The Circle« sine steder en fremragende satire på vores tids besættelse af de sociale mediers muligheder.

Dave Eggers låner fra George Orwells»1984«, Michel Foucaults »Overvågning og straf« og reality-TV, og i portrættet af The Cirles myteomspundne ledere ser man konturer af både Facebook-stifteren Mark Zuckerberg, Apple-chefen Steve Jobs og Scientology-stifteren L. Ron Hubbard.

Dave Eggers rammer lige på kornet på alt det, mange af os frygter ved de sociale medier: Begræsningen af privatlivets fred, økonomiske interessers indflydelse på vores vaner, den stigende overvågning, og hvad det gør ved vores omgang med hinanden og vores stressniveau, når man helst skal statusopdatere et par gange i timen og udsende tweets og like alle andres opdateringer, inden det hele starter forfra.

Hvad Dave Eggers mestrer i at se skarpt på vores tid, mangler han dog i litterære kvaliteter. Mae og folkene omkring hende er stereotyper, og når han lader hendes overvægtige, stædige ekskæreste Mercer være en stædig rad, der laver lamper af kronhjortegevir og nægter at have en hjemmeside, bliver det for skematisk.

Det ændrer dog ikke ved, at når man har læst bogens til ende, giver det kuldegysninger, når man sidder ved sin MacBook og stirrer ind i computerens indbyggede kamera, mens man kan nå hele verden med et klik. Kigger nogen mon med derude?

Titel: The Circle. Forfatter: Dave Eggers. Oversætter: Louise Ardenfeldt Ravnild. Sider: 462. Pris: 350 kroner. Forlag: People’s Press.