Så er den her – bogen, vi har ventet på fra katastrofehistorikeren Rasmus Dahlberg.
For to år siden udgav han den noget overflødige »100 års katastrofer«, med fokus på en række udenlandske tekniske katastrofer, der er velbeskrevet i al mulig anden litteratur.
Men nu er han endelig på banen med en bog, der er langt mere vedkommende, og som er tæt på at kunne betegnes som værket om de største danske katastrofer i de seneste godt 100 år.
Når man er færdig med den velillustrerede bog, må man konstatere, at Danmark har lagt grund og hav til et forbløffende stort antal dødbringende kæmpeeksplosioner, voldsomme togulykker, tragiske skibsforlis, flystyrt, uhyggelige brande og lignende.
Mange af dem er næsten gået i glemmebogen, for eksempel den frygtelige togkollision på Gentofte Station i 1897, der kostede 40 mennesker livet.
Eller minekatastrofen på Holmen i 1951, da en gigantisk eksplosion dræbte 16 mennesker, herunder 14 brandfolk, og som blev indledningen til den langsomme udfasning af militærets tilstedeværelse på Holmen.
I forhold til de katastrofer, som de fleste af os husker eller kender, herunder den næsten ubegribeligt voldsomme eksplosion på Valby Gasværk i 1964, formår Rasmus Dahlberg oftest at tilføje nye detaljer fra samtidens kilder, også billedmateriale, som gør læsningen mere gribende og fascinerende.
For denne læser var det for eksempel en overraskelse, at eksplosionen på Aarhus Havn midt under den tyske besættelse i 1944 var så omfattende, som den rent faktisk var. Den direkte årsag kendes ikke, fordi alt og alle omkring »epicenteret« forsvandt i en eksplosion, der skabte terrænforskydelser på op til en meter i havneområdet. Men formentlig tabte en arbejder en tysk granat, hvorved et kæmpemæssigt granatlager eksploderede i en frygtelig kædereaktion, der stort set jævnede havneområdet med jorden og jog en skræk i livet på praktisk taget hele den aarhusianske befolkning.
Menneskelige svigt og tilfældigheder
Rasmus Dahlberg formår også på glimrende vis – hvilket jo også er hans speciale – at afdække det spil af menneskelige og tekniske svigt og tilfældigheder, der gør sig gældende, før tragedien indtræffer.
Tag sådan noget som jernbaneulykken ved Vigerslev i 1919 – en uhyggelig begivenhed, som indledes ved, at den syvårige dreng Peter piller ved låsen i en kupédør, der pludselig svinger ud, så han slynges ud af vognen, hvorefter en mand straks trækker i nødbremsen.
Samtidig er andre tog på det pressede jernbanenet forsinkede, en overportør i statsbanerne udløser en knap, der sender et forkert signal tilbage til Brøndbyøster, og kædereaktionen fuldendes af et forsinket tog fra Korsør, der drøner forbi Brøndbyøster mod Vigerslev for fulde damp.
Kollisionen er uundgåelig, og 40 mennesker omkommer. Men ikke lille Peter, der dog brækker begge ben ved faldet ud af toget.
Eller tag det stolte skoleskib »Georg Stage«, der sank med 80 unge drenge om bord en pragtfuld sommeraften i 1909 i Øresund, lige uden for Københavns Havn. Her var årsagen relativt enkel. Et engelsk dampskib, »Ancona«, undlod – som søfartsreglerne foreskriver – at vige for et sejlskib. Hvorefter det stævnede næsten frontalt ind i det danske skoleskib. 22 drenge mistede livet.
Der bliver oprullet talrige andre dramaer, herunder den rystende dødsbrand på Hotel Hafnia i København i 1973, store flykatastrofer i bl.a. Milano i 2001 og nær Dubai i 1972, skibsforlis som »Hans Hedtoft« i 1959, »Skagerrak« i 1966 og »Scandinavian Star« i 1990. Historien om sidstnævnte katastrofe, der fortsat er omgærdet af megen dunkel mystik, bliver her oprullet i en samlet form, der sjældent er set bedre beskrevet.
I det hele taget er det prisværdigt, at forfatteren lader katastroferne tale for sig selv uden at henfalde til overdramatiseringer og kulørt sprog. Den nøgterne, nærmest hverdagsagtige måde at beskrive begivenhederne på klæder værket og forstærker blot uhyggen og dramaet.
Vejrkatastrofer burde være blæst væk
Dermed ikke være sagt, at alt er perfekt. Det virker således noget mærkværdigt, at forfatteren også ofrer kapitler på tre andre steder velbeskrevne danske vejrkatastrofer, nemlig de voldsomme storme i 1981 og 1999 samt den opsigtsvækkende store og ødelæggende skypumpe i Holstebro i 1962.
Det er den tekniske katastrofe, der er Rasmus Dahlbergs speciale, ikke naturkatastrofen.
Men når han vælger at gå i dybden med disse meteorologiske begivenheder, burde han vel også have inddraget den mest dødbringende af slagsen i de seneste mere end 200 år: Østenstormen i 1872. Eller for den sags skyld den store tsunami, der i 2004 kostede 46 danskere livet.
En udrensning af vejrkatastroferne ville også have levnet plads til andre væsentlige tekniske ulykker, herunder den værste flyulykke nogensinde i dansk luftrum, selv om den ikke involverede danske omkomne. Det drejer sig om det norsk chartrede Partnair Flight 394, der i 1989 styrtede ned i havet få kilometer nord for Hirtshals, hvorved samtlige 55 ombordværende forretningsfolk blev dræbt.
Endelig, i småtingsafdelingen, kan man nævne en vel stor sprogafsmitning sine steder fra de gamle kilder. F.eks. anvender vi i dag ikke ordet taifun om det østlige Stillehavs tyfoner.
Men disse indvendinger skal ikke skygge for, at der er tale om et velskrevet og gedigent værk, der minder os om, at døden og ødelæggelsen i princippet ligger på lur overalt – selv i et så velsmurt samfund som det danske.
Titel: "Danske katastrofer – atombomben i Valby og andre dramatiske hændelser". Forfatter: Rasmus Dahlberg. Sider: 328. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal
