Myten Madsen og musikken

Ny portrætbog falder helt uforståeligt og lige så unødvendigt på halen for Johnny Madsen, der samtidig udsender et album.

Bogen om Johnny Madsen går den nemme vej rundt om musikeren og kunstmaleren. Ud over at være i fokus med bogen er Johnny Madsen også aktuel med et nyt album. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For bare tre år siden landede en samling samtaler med Johnny Madsen i bogform på det samme forlag, som i dag udsender et portræt af den vestjyske musiker og kunstmaler. Første forsøg var ikke vellykket, det andet har alle forudsætninger for at blive det. For forfatter Pia Elers har haft flere år til sin rådighed, en snart sagt ubegrænset adgang til hovedpersonen - hun har sågar boet hos ham - hun har været med ham i ind- og udland, og de har tilmed en lille forhistorie sammen.

Potentialet er uden loft, men Pia Elers taber mere eller mindre det hele på gulvet i venlighed og benovelse. Madsen pustes op, og forfatteren spiller med på hans selvforståelse i stedet for at udfordre - og gå bag om den. Det er den alt for nemme vej at gå, at købe sig ind i myten. Den svære og læsværdige er at kradse i den. Elers vælger det første.

Knæfald

Der er så mange indgange og håndtag at gribe i, men Elers vælger at nøjes med at lave et knæfald af en damebladsartikel baseret på venner og rygklappere. Således får dem, der har læst aviser siden Madsens gennembrud med »Udenfor Sæsonen« i 1989, intet som helst nyt at vide. Og de når ikke ind til den Johnny Madsen, der kikker sig selv i spejlet om morgenen. Smøren om hængerøven med malerpletterne, en doven hund, en af gutterne, udstyret med gigantisk (uudforderet, selv om der er rig lejlighed til det modsatte i Madsens værk) kunstnerisk ego.

Madsen er kunstner, penge betyder ingenting, fremgår det, hvilket ikke kunne være mere fjernt fra sandheden. Nu er der jo intet galt i at ville tjene penge, men især hans maleri­biks er så centreret om penge, at det skriger til himlen. Han fik et publikum på www.lauritz.com og begyndte siden at sælge fra eget galleri. Han udstiller ikke hos andre herhjemme og anmeldes aldrig i aviser og på net.

Hos Madsens Galleri på Fanø køber du ikke et billede, du køber en iscenesættelse, et billede med myte. Og det handler i dén grad om mønt.

Madsen ér en charmerende original, en anarkist med liberale tendenser præcis som Kim Larsen. På en scene er han tilmed sjov. Det er han desværre alt for sjældent i bogen. Måske bliver det en dag alle gode gange tre for Madsen og People’s Press!

Klassisk madsensk falder bogudgivelsen sammen med en albumudgivelse betitlet »Le New York«. Lige dele country, blues og rock’n’roll af den gamle skole. En USA-rejse har været inspiration, og sangene er indspillet i Paris. Nu har Madsen jo traditionelt skrevet et hav af sange om steder, han ikke har været. Det har han så denne gang. Især i de første, mere lavmælte, tøffende skæringer er der gode melodier at hente, ligeså fine linjer og en herlig crazy metaforik som i »Vi Gi’r Vi Ta’r«: »Du kan drukne i dollars og alligevel aldrig have råd/Du ka’ kalde dig Kejser af en sportsfarvet/Så kør’ din Mercedes og lign’ en tigger«.

Heller ikke musikalsk får vi nyt om Johnny Madsen, der blev 60 tidligere i år. Det er gedigent håndværk fra tiden med mesterlære, et stænk overraskende lyrik og indimellem leveret med den nerve, der er hele grunden til, at Madsen er interessant. Stedvist er det floskuløst og uinteressant i såvel musik som tekst. Fremdeles er alt, som det som oftest er, når Madsen sender nyt på gaden. Han vælter ikke længere verden, men man ville på den anden side heller ikke være foruden de små perler.