»Det er som om hun har en kugle inde i sit hoved, den triller rundt. Når hun vender sig i søvne eller drejer sit hoved for at se efter en hun synes hun kender. Når det hele er rigtig uheldigt støder den mod nervetråde og sender stød ud i hendes krop.« Citatet er karakteristisk for den måde, verden opleves på af det usikre, søgende jeg i Ea Jeppesens debut, »Hun bryder sig langsomt om hunde«. Det er korte tekster, fragmenter, som med en lidt tøvende, men samtidig sikker bevægelse sætter sprog på ellers helt usproglige oplevelser af identitetsusikkerhed. Teksterne er befolkede af et jeg og et du, vekslende med en han og en hun. Der ses altså både indefra og udefra, hvilket igen er karakteristisk for det kvindelige jeg, som er hovedfiguren; hun så at sige smutter ud og ind af sig selv med en voldsom følelse af opløsning som pris.
Om der er en konstans i kæresten, du’et, han-figuren, er ikke til at gennemskue, men i alle fald har de alle en latent og truende voldelighed i sig, selv om de det meste af tiden beskrives som utroligt passive. Kvinden, jeg’et, udsættes flere gange for slag og pludselige, tydeligvis seksuelt betonede aggressioner, som paradoksalt nok virker næsten retningsangivende og livsbekræftende. Måske fordi de markerer grænser, kanter, i den ellers udflydende verden, som jeg’et befinder sig i.
Læst forkert
Da jeg læste bogen første gang, gjorde jeg den fejl at læse den hurtigt som én sammenhængende historie med en efterfølgende følelse af afmagt over dens massive smertefulde sansninger af identitetsopløsning. Det er en fejllæsning, og den burde man fra forlagets side have afværget ved en mere konsekvent opsætning, mere luft simpelthen. Man skal trække vejret imellem de små stykker, som ikke er en fortløbende historie, men nærmere små musikalske afsøgninger, som både spiller med og mod hinanden.
Det fungerer, man bliver berørt, men det er også en skrøbelig stemme, hvor man indimellem bliver i tvivl om, hvor meget distance der skrives med.
