Murakamis nye roman skuffer

Logikken, psykologien og replikkerne halter i Haruki Murakamis »Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår«.

Når Haruki Murakami barsler med en ny roman, sker det samme efterhånden hver gang: Forventningerne stiger hidsigt frem mod udgivelsesdatoen, og når bogen endelig er i handlen, sælger den mere end nogen af hans forudgående bøger.

Patti Smith har sammenlignet den næsten kultiske ophidselse og den store, brede efterspørgsel med den, der blev Dylan eller The Beatles til del i deres storhedstid. Da Murakami sidste år udgav sin 13. roman, blev den vilde forventning da også vekslet til én million solgte eksemplarer efter bare en enkelt måned i handelen. Et hidsigere tal end det, der tikkede ind efter hans forrige udgivelse, trilogien »1Q84« fra 2009-2010, som Murakami kaldte sin »største litterære satsning«.

Hvad »Den farveløse Tsukuru Tazakis pilmgrimsår«, som den nye roman hedder på dansk, så er, ved jeg ikke. En af Murakamis bedste romaner er den under alle omstændigheder ikke, selv om den virker velkendt med sine temaer om drøm og ­virkelighed, identitet og fællesskab, sandhed og hemmeligheder, brug af musikalske referencer und so weiter. Men det er at springe i den logiske kæde, så først lidt om handlingen, der udspiller sig i to perioder med 16 års mellemrum.

I den første bor gymnasieeleven Tsukuru Tazaki i Nagoya, hvor han udgør en tæt enhed med de spændende venner Ao, Aka, Shiro og Kuro. »De farverige fire og den farveløse Tsukuru Tazaki«, som der står et sted, og Tsukuru undrer sig ofte over, hvorfor de fire ønsker at omgås ham. Hans frygt bliver også til virkelighed, da han en dag ikke kan komme i kontakt med de fire venner. Da det endelig lykkes, fortæller de ham, at han da selv må vide, hvad det er, han har gjort.

Tsukuru rammes af forvirring, sorg og apati, og i Tokyo forsøger han at komme videre med sit liv. Først 16 år senere vender han tilbage til de fire venner – en af dem bor endda i Finland – for at finde svaret på deres afvisning. Den viser sig at være af en karakter, der nok er overraskende, men også forunderlig og banal på samme tid. Hvad, skal jeg ikke røbe her, men blot konstatere at »Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår« former sig som en klassisk Bildungsroman, hvor et ungt menneske gennem forskellige begivenheder bliver sig selv, og den er trods sin flirt med drømmenes verden et stykke realisme i slægt med en af Murakamis stærkeste romaner, »Norwegian Wood« fra 1987.

Smukke omgivelser og taleboblereplikker

Der hører »Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår« ikke til. Dertil er dens indre logik, karaktertegning og psykologi for svag, ligesom Murakami synes at have mistet tilliden til læseren med alle sine overforklaringer. Som når der om veninden, der er flyttet til Finland for at finde ro, står: »I modsætning til mig havde hun skabt sit eget lille mikrokosmos.« Hvis en enkelt læser skulle være i tvivl. Og hele tiden alle disse »tænkte han«, som bærer alle overforklaringerne.

Problematisk er også sproget. Som altid hos Murakami er det en fornøjelse af læse hans beskrivelser af byer og natur. Men Tsukuru og de andre virker mere som ideer end som mennesker. Tsukuru er således ideen om en mand uden egenskaber og er det i samtaler, hvor de talende lovlig ofte har »sammenknebne« øje, og hvor replikkerne går fra det nogenlunde troværdige, over det aforistiske til det ufrivilligt komiske.

Som når vennen under en rugbykamp råber »Nederlag kommer ikke på tale!« Det lyder som noget fra en taleboble i en tegneserie. Eller dette græsselige replikskifte, der er en De fem-bog værdig: »Hvorfor ville du til Tokyo? Det er let nok at svare på.«

Undervejs tænker jeg, om det virkelig er Murakami, der skriver sådan, eller om det er oversættelsen, der fejler og desuden giver sproget et underligt altmodisch præg. Som når der står, at Tsukuru »skønnede på god musik«.

Nogen litterær pointe synes der i hvert fald ikke at være med alt dette i »Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår«, der nok gemmer på en fin fortælling om venskab og de udfordringer, tiden udsætter det for, og i passager har et smukt sug og svæv. Det er bare for sjældent. Specielt når flere i fuld alvor mener, at Murakami fortjener Nobelprisen i litteratur.

Titel: Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår, Forfatter: Haruki Murakami..

Oversat af Mette Holm, Omfang: 302 sider Pris: 300. Forlag: Klim.

Læs et uddrag her: