Amerika har påvirket Haruki Murakami mindst lige så meget som hjemlandet Japan. Ikke mindst amerikansk populærkultur og litteratur, der også – direkte og indirekte – er til stede i hans romaner.
Banaliteter og klicheer bruges bevidst i forfatterskabet. Den Store Kærlighed er eksempelvis ofte til stede, og en virkningsfuld effekt opstår ofte, når det banale, det klichétunge, foldes ind romanernes store, hyperkomplekse bevægelser i tid og rum.
Crime fiction, eller på dansk kriminalromaner, har inspireret Murakami og hans opklaringsgåder. Særligt farvet er han af amerikanske forfattere af lidt ældre dato, for eksempel Raymond Chandler og hans »Den lange søvn« (1939) og »Det lange farvel« (1953).
Drømme spiller en tydelig rolle i forfatterskabet. Når karaktererne bevæger sig mellem forskellige verdener eller virkeligheder, er det også med drømmens umærkelighed, at det normale forandres til det sære – og tilbage igen.
Essayistikken er et spor ved siden af fiktionen, og Murakami har blandt andet skrevet om jazz og løb. Det sidste i »Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe« (2007), hvis titel i øvrigt er en kærlig hilsen til Raymond Carver, der skrev en novellesamling med titlen »Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed« (1981).
Franz Kafka Prize, også kaldet »Den lille Nobelpris«, er bare én af de talrige hædersbevisninger, Murakami er blevet tildelt, siden han som 29-årig debuterede med romanen »Hear The Wind Sing« (1979).
Gruen og uhyggen indfinder sig kun i glimt hos Murakami. Som i trebindsværket »1Q84« (2009-2010), hvor små invasive væsener, »The little people«, træder ud af en mund og sønderriver en hund.
»Hardboiled Wonderland og Verdens ende« (1991) hører sammen med eksempelvis »Trækopfuglens Krønike« (1997) til forfatterskabets store, komplekse udgivelser. Men Murakami dyrker også en enklere romanform, som i den meget kortere »Sputnik min elskede« (2001).
Indonesisk er ét af de 50 sprog, Murakami er oversat til. Herhjemme er det Mette Holm, der varetager den komplicerede opgave – og som vel at mærke oversætter fra japansk og ikke, som mange andre, fra engelsk.
Jazz er bare én af de former for musik, der genlyder i romanerne. Andre er klassisk og ældre rock, og kærligheden til musik kan aflæses i flere af bøgernes titler. »Norwegian Wood« (2000) er eksempelvis også titlen på et Beatles-nummer.
Katte er hos Murakami ikke bare katte, de kan faktisk også tale. Som i »Kafka på stranden« (2005), der også, typisk for forfatteren, byder på andre umiddelbart naturstridige elementer som spøgelser og magiske sten.
Løb er en af Murakamis store passio- ner. Han har løbet ture i hjembyen Tokyo, siden han påbegyndte livet som stillesiddende forfatter.
Misosuppe spises ofte i romanerne, og mad er i det hele taget til stede med tofu, edamamebønner og andre ingredienser, der er hverdagslige i Japan, men klinger eksotisk herhjemme.
Naturen er stedet, hvor byboen kan møde sig selv på et dybere plan, men Murakami har også behandlet dens voldsomme sider i novellesamlingen »Efter skælvet« (2002), der kredser om jordskælvet i Kobe i 1995, hvor 6.000 mennesker omkom.
Osaka er byen, hvor Murakamis mor kommer fra, men drengen boede i sin barndom i flere forskellige byer, blandt andre Kobe og Ashiya.
Princeton University har i en periode huset Murakami – som en form for anerkendelse – og forfatteren har i flere omgange boet i USA.
Q indgår i titlen på Murakamis største litterære satsning, »1Q84« (se G!), der blev udgivet uden forudgående reklamekampagne, men hvis første bind alligevel rundede et salg på en million – efter blot en måned i boghandlerne.
Raymond Carver er én af de amerikanske forfattere, Murakami har oversat til japansk. Andre er F. Scott Fitzgerald, J.D. Salinger og Truman Capote.
Sexscenerne hos Murakami er ofte bemærkelsesværdigt saftige og kødelige og en kontrast til hans i øvrigt luftige, svale stil.
Tran Anh Hung instruerede »Norwegian Wood«, der havde premiere i 2010, men af flere anmeldere blev kritiseret for at være et banalt, lidt uinspireret referat af romanen.
Ungdommen er i Murakamis forfatterskab lig med søgen efter identitet – jobmæssigt, seksuelt, socialt – og den ladhed og apati, de unge mænd ofte udviser i bøgernes begyndelse, er meget mere kontroversiel i Japan end her i Skandinavien.
Virak. Murakamis person og forfatterskab dyrkes med kultisk styrke. Da »1Q84« udkom, og indledningsscenen nævnte den tjekkiske komponist Leoš Janáčeks sinfonietta, var indspilningerne af værket kort efter udsolgt i Tokyo.
Waseda University i Tokyo var stedet, hvor Murakami i sin ungdom studerede drama, og det var også der, han mødte sin kone. De nærmere omstændigheder har den private Murakami ikke fortalt om.
X, eller den store ubekendte, er ofte det, der driver den nysgerrige læser gennem romanerne. Altså jagten på det, der får det store spind af verdener, mennesker og sammentræf til at hænge sammen, gå op.
Yndige kvinder falder ikke, hvis man skal tro romanerne, i Murakamis smag. I stedet tiltrækkes hans mænd af kvinder med ekstra- ordinære træk (se Ø!).
Zzzz. Murakamis helte er ofte unge mænd, der sover til langt op ad formiddagen og ikke rigtig er vågnet op til dåd. Før handlingen altså for alvor sættes i gang, og de hvirvles ind i en uoverskuelig verden.
Ægte eller falsk, sandt eller usandt, er blot nogle af de eksistentielle modsætningspar, der er i spil i hele forfatterskabet.
Ører er ikke bare ører hos Murakami. I»En vild fårejagt« (1982) møder hovedpersonen en kvinde med ører, der forekommer ham at være guddommelige.
Årsag og virkning står i et uigennemskueligt forhold til hinanden i bøgerne, der glider mellem genkendelig virkelighed og noget andet, mere forunderligt (se D!). De kan på den baggrund kaldes magisk realisme.
»Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår« udkommer 10. oktober på forlaget Klim.
