Muggen historie er skrevet med humor

Bag enhver bitterhed gemmer der sig en trist skæbne. Svenske Fredrik Backmans roman om misantropiske Ove udfolder langsomt og med humor en historie om svigt, pligt, tab og troskab.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skribent, blogger og debattør Fredrik Backman debuterede sidste år i hjemlandet, Sverige, med »En mand der hedder Ove«.

Romanen er en tragikomisk fortælling om den 59-årige nypensionerede enkemand Ove. Ove har aldrig haft det let. Han mistede sine forældre som ganske ung, men nåede dog af sin far at lære, at retskaffenhed, punktlighed og arbejdsomhed er nogle af livets største dyder. Den slags kan jo godt bringe én langt op i samfundets hierarki, men det kræver nok et andet sind end Oves, hvis det skal lykkes.

Ove var som ung en af de tavse; en man kunne stole på, men som ikke involverede sig med andre. Han lærte sig selv det, han havde brug for og lå ingen til last. Men han var også fra start af stædig, nær det stejle, og selvudslettende. Et nemt offer for sjufter og svindlere og ikke til at nå, hvis man faktisk rakte ud efter ham. Slagene, han fik undervejs i livet, har sat sig som bitter misantropi. Hans retskaffenhed er efterhånden blevet til rethaverisk ligusterfascisme; hans punktlighed til opsætsig utålmodighed; og hans arbejdsomhed til nærig selvtilstrækkelighed. Ove er endt som en bitter gammel mand, der ikke forspilder en chance for at overfuse de umuliuser, der findes i omgivelserne. De, som ikke ved, hvad principper er, og - som hans ellers nære ven og nabo Rune - bare pludselig går fra altid at have kørt Volvo til at køre BMW. Selv kører Ove Saab. Og det har han altid gjort.

Kun én person er nået ind til Oves hjerte, nemlig hans kone Sonja, som var den diametrale modsætning til Ove. Ove har altid været en af de grå, men Sonja var »farve. Al hans farve.« Hun var skolelærer for svære børn, og hendes vigtigste læremidler var engagement og Shakespeare. Men nu er hun død. Og da heller ikke arbejdspladsen vil have Ove længere, ser han ingen grund til at blive blandt de levende. Så han siger avisen op, skruer en krog i loftet og dækker trægulvet til med afdækningsplast, så redningsmandskab mv. ikke får det ødelagt, når de kommer for at skære ham ned.

Missionen lykkes dog ikke og heller ikke de efterfølgende forsøg. Den nyindflyttede og højgravide iranske nabokone Parvaneh bærer en del af ansvaret for, at Oves selvmordsforehavender spoleres. Langsomt, og i takt med at læseren i parallelt fortalte tilbageblik får fortalt Oves historie, tør hans forfrosne hjerte op og åbner sig for såvel en gammel, affældig kat som Parvanehs børn.

»En mand der hedder Ove« er i den henseende en »feel good«-roman, hvis hovedbudskab er, at dybest set så vil vi hinanden det godt. Den slags virker jo meget bekræftende, men kan også let have en valium-agtig effekt på læserens bevidsthed. Backman styrer dog fri af de værste af den slags skær, dels i kraft af de umådeligt morsomme uforskammetheder, han har lagt i Oves mund, dels med sin fine sans for at hente den tragiske forhistorie frem uden klæbrigt-patetiske falbelader. En stærk debut, der afslører et sjældent, nærmest chaplinsk talent for at parere humor med alvor.

Forfatter: Fredrik Backman

Titel: En mand der hedder Ove

Oversat af: Louise Ardenfelt Ravnild

Omfang: 360 sider

Pris: 299,95 kr.

Forlag: People’s Press