Når Morten Søndergaards poesi er bedstforener den det intellektuelt stimulerende med sanseligt nærvær og sprogligt overskud.
I hans nye digtsamling -eller lange digtsuite- »Døden er en del af mit navn« går det i enhver forstand på døden og livet løs. Fra første side i bogen rumsterer den uundgåelige afslutning som en integreret del af eksistensen og identiteten, en konstant nærværende realitet.
Og meget håndgribeligt og på typisk søndergaardsk vis staver forfatteren sit navn og døden frem i en af bogens sidste tekster, der så med netop bogstaverne fra hans eget efternavn danner den lettere gådefulde og provokerende overskrift »Må sort dreng dø ren?«:
»Hvad hedder du? Jeg går og hedder Morten/det giver et gib i folk, når jeg siger det./La morte hvisker de og træder et skridt tilbage. Døden er/en grib, der svæver i mit navn, så jeg hele tiden/må stave det med byer: Modena, Orvieto, Roma, Torino,/Empoli, Napoli …”
Sammenhæng mellem krop og sprog
At overskriften »Må sort dreng dø ren« samtidig er titlen på en af Morten Søndergaards tidligere og mest radikalt eksperimenterende udgivelser, hvor dele af teksten simpelthen var baseret på en udskrift af forfatterens dna-profil, understreger yderligere og med stor tydelighed den sammenhæng mellem kroppen og sproget, som er et af Morten Søndergaards særlige poetiske udforskningsområder.
Mødet mellem det naturvidenskabelige felt og den kunstneriske søgen er en vedvarende energikilde i hans digtning. Når han staver sit fornavn ved hjælp af en række italienske byer bidrager det til at synliggøre hans personlige forhold til landet, hvor han har boet en årrække, og er samtidig med til at anslå det rejse- eller vandretema, der indgår som et strukturerende element i både liv og forfatterskab.
»Jeg er tidsrejsende«, hedder det for eksempel i det første af digtsuitens seks afsnit, der bærer overskriften »Min fars hjerne«, og fra en barndomsgeografi med far og mor og skole bevæger Morten Søndergaards digte sig på vej gennem verden og forskellige livsfaser.
Med digtet »Bøjningsformer« leverer Morten Søndergaard med grammatikken som hjælpemiddel et overraskende anderledes bud på bearbejdelsen af et personligt kriseforløb, idet den følelsesmæssige krise udspilles på et meget konkret sprogligt plan: »infinitiv/at mortne/at søndergå« eller »præsens/mortner/søndergår«.
Stærk markering af livsvilje
Et andet sted i bogen står digteren nede ved vandet »som et stærkt bøjet verbum«. At gøre grammatikken til et spejl for et følelsesmæssigt opbrud er lidt af en usædvanlig satsning.
»Døden er en del af mit navn«, siger Morten Søndergaard med titlen på sin nye digtbog, og læseren med det lyse livssyn kan så konstatere, at dødsmotivet netop kun er en del af navnet. Tonen i digtene skifter konstant, fra »Natbog« til »Dagdrømsnotarerne«, og en del af den sproglige energi sættes ind på at leve med og holde afstand til eller ligefrem forvandle den sørgelige død:
»La Santa Muerte/står i sin gule kjole og danser med sin le./Døden ler og ler. Le. Levende Vi skal/ikke tage den for personligt. Vi vender/os i hvert vers.”
Med udgangspunkt i en vandrehistorie om at møde døden i Samarkand har Morten Søndergaard skrevet den lange sekvens »Samarkand«, der står som et hovedstykke i bogen, et fremragende digt, hvor astronomen Ulugh Begs veje krydser poeten, matematikeren og filosoffen Omar Khayyáms, og hvor bogstaverne i Diaspora danner en ordvej til Paradiso. Digtet om at møde døden i Samarkand munder ud i en stærk markering af livsvilje:
»Jeg ved, at jeg ved, at livet/er kort: Gør det bredt/som en/mælkevej.«
Se, sådan et digt er Morten Søndergaard, når han er allerbedst. Følelserne, sansningerne og en legende og innovativ sproglig logik går op i en højere enhed.
Titel: Døden er en del af mit navn. Forfatter: Morten Søndergaard. Sider: 94. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.
