Det er en smuk bog. Altså omslaget: Orange baggrund, sort-hvidt foto, et enkelt skriftsnit og så den lille pingvin, der tegner det velestimerede Penguin-forlag.
Andet godt er der ikke at sige om Morrisseys første romanforsøg, »List of the Lost«. Det meste er bare undren. Over hvorfor Penguin har udgivet den, og hvorfor Morrissey har villet udgive den. Det første giver nok alligevel sig selv og handler om penge. For som tidligere frontmand i The Smiths, en solokarriere som rummer nogle af rockens stærkeste sange og en historie fuld af kontrovers, uvenskab og vidunderligt syrlige onelinere, ja, så ligner selv en roman fra hans venstrehånd en bestseller.
Morrisseys motiver kunne være af en lignende karakter. Han har i hvert fald aldrig været bleg for at udgive opsamlingsplader og andet, som kun gav økonomisk mening. Sådan er det også med »List of the Lost«, der er en af de ringeste romaner, jeg har læst. Det lyder sikkert sensationalistisk, men sådan er det, og allerede de første linjer er på katastrofekurs: »Ezra, Nails, Harri, Justy. You’d dig hard and deep to excavate four names quite so unusual. Yet there they were and there they stood, sounding exactly like what they were.«
Tænk at væve så meget på så lidt plads. Men måske der er en mening med det, tænkte jeg og læste videre. Men det blev bare værre, endnu mere ordflommet, og selv om romanen kun er på 118 sider, føles den som det tredobbelte. Mindst. Det er ondt at skrive, og måske er der noget om, at den største fan er den hårdeste kritiker. Men det er pokkerme svært ikke at nære forventninger til et menneske, der har skrevet sange som »Now My Heart Is Full«, »Come Back To Camden« eller »Why Don’t You Find Out for Yourself«, der betager med sarthårdt schwung og fremsynges uendelig smukt.
Måske er det en del af problemet. At Morrissey i »List of the Lost« ikke har muligheden for at løfte ordene med sin stemme og heller ikke har versenes ramme at støtte sig til. At han simpelthen er faret vild i den lange, stumme form.
Forbandede atleter
»Rejection is one thing but rejection from a fool is cruel« synger Morrissey et sted i sit bagkatalog, og mon ikke han vil indtage sin velkendte martyrpositur og erklære alverdens kritikere for både »cruel« og »fools«. Men jeg har svært ved at forestille mig, at selv hardcore fans vil tale for romanen, der handler om fire unge, saftspændte atleter, som udgør et stafethold, et »relay team«. De kommer dog på kant med en dæmon, der kaster en form for forbandelse over dem.
Det er så åndssvagt, så meningsløst, at jeg undervejs ledte efter et selvironisk lag i romanen. At den på en eller anden måde var en bevidst tåbelighed. Jeg fandt aldrig noget, der underbygger sådan en læsning. I stedet stavede jeg mig gennem bogen, der kommer omkring alle Morrisseys velkendte kæpheste – dyr, dommere, britisk politik – og hvor alle karakterer taler ens. Eller mere præcist: Alle taler som Morrissey.
Stilistisk er »List of the Lost« i det hele taget håbløs. Der bruges absurd mange adjektiver på at skille Ezra og kompagni ud fra hinanden – uden at det lykkes – og efter snart sagt hver replik er der ord som kommenterer, hvordan replikken siges, såsom »smiled«, »muttered« eller »started«. Dertil kommer en overdreven brug af bogstavrim – »feverous and flushed, firery and felled« – og af kursiv og fed. Nogle gange endda i samme sætning.
Sex som snebolde
Nå, ja, så er der en sexscene mod slutningen, som er hinsides ringe. Det er en lang sætning, men første led giver en fornemmelse af niveauet: »At this, Eliza and Ezra rolled together into one giggling snowball of full-figured copulation...«
»List of the Lost« er mest af alt udtryk for en forfatter, som selv er »lost«, og der er virkelig ikke nogen god grund til at læse den. Heller ikke af nysgerrighed. Eller fordi den da ikke kan være så ringe. Tro mig, det er den. Lyt i stedet til Morrisseys »Vauxhall And I«. Et sublimt album. Der, underligt nok, er fuld af litterære kvaliteter.
Titel: List of the Lost.
Forfatter: Morrissey.
Sider: 118. Pris: 7.99 pund.
Forlag: Penguin.
