Morderiske moderbindinger

Hvis norske Gard Sveen ikke havde skrevet en af de bedste krimier i mands minde med sin debut »Den sidste pilgrim«, der udkom på dansk i 2015, og som på krimimessen i år blev hædret med Palle Rosenkrantz-prisen, ville den lille bismag af uforløst krimilitterært velvære overhovedet ikke blive nævnt. Men når en debut er bragende, kan lyden af toeren sjældent overdøve efterklangen af den første. Heller ikke selv om den som her er virkelig god.

»Helvede åbent« har som i første bind politimanden Tommy Bergmann i front. Han kæmper mod fortidens dæmoner og et til tider voldsomt temperament, der engang endte i hustruvold og dermed uomtvisteligt placerede ham i kategorien Dumt Svin og Politisk Ukorrekt Krimihelt.

Men Bergmann er en flerfacetteret figur, og Sveen er en begavet forfatter, og derfor ligger der også flere lag i denne hovedpersons karakter, end man er vant til inden for genren. I »Helvede åbent« løftes desuden en flig fra fortiden, og læseren får lidt af forklaringen på Bergmanns traumatiserede sind.

Det viser sig nemlig, at den aktuelle mordsag, som han og kollegerne fra Oslo Politi er sat til at efterforske, har forbindelse til Bergmanns mor. Sammenhængen skal ikke udbasuneres her, men det kan kort nævnes, at den psykopatiske dræber, der står bag mordene på en række unge kvinder, udvider sit interessefelt og begynder at interessere sig mere end almindeligt for Bergmann.

Sagen begynder eller genoptages, da man finder en voldsomt mishandlet prostitueret kvinde i en lejlighed i Oslo. Måden, hun er tortureret på, minder helt ned i detaljen om en række tidligere mord, som seriemorderen og psykopaten Arne Rask har tilstået og sidder indespærret på en psykiatrisk anstalt for. Bergmann skal finde ud af, om der er tale om en copycat, om Rask er uskyldigt dømt (om end han har tilstået mordene), eller om han har en medsammensvoren, som nu arbejder på egen hånd.

Det første møde med døden

Et af de gamle drab fylder særligt meget i Bergmanns bevidsthed, idet det var det første voldsomme møde med døden, han havde som ung betjent. Den unge piges mor brød dengang sammen og forsøgte at begå selvmord så at sige i armene på ham, og nu, da politiet ser nærmere på de gamle sager, møder han hende igen – en stadig attraktiv, men følelsesmæssigt ødelagt kvinde.

Bergmann får hjælp af den lidt uerfarne, men meget effektive kollega, Susanne Bech, der er enlig mor og et oplagt offer for den psykopatiske morders årvågne blik. Også hun har et belastet forhold til sin mor, og i det hele taget er der mange fortidige forhold, fortrængninger og forbrydelser, der kaster skygger ind over bogens brede persongalleri. Sveen er, trods sin noget anderledes baggrund som seniorrådgiver i det norske forsvarsdepartement, en dygtig psykologisk portrættør, der tydeligvis kender livets skyggesider og formår at bruge dem litterært.

»Helvede åbent« er måske ikke helt så fantastisk en kriminalroman som »Den sidste pilgrim«, men den er langt bedre end det meste af det, der udgives af krimilitteratur, og Gard Sveen er så sandelig en forfatter, man kan glæde sig til at læse mere af.