Morderen tilstod, men han var uskyldig

Den svenske journalist Dan Josefsson har skrevet en fremragende bog om, hvad der fik en mand til at tilstå 39 mord, han ikke havde begået. Og hvorfor psykologer, terapeuter og politi mistede virkelighedsopfattelsen.

»Løgnens spiral – sagen om den uskyldige morder og kvinden der skabte et monster« af Dan Josefsson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Don Max

Hvis man vil vide lidt om, hvordan selv intelligente mennesker – og det vil i princippet sige dig, mig og en del andre – kan lade sig opsluge af en besnærende tanke, et karismatisk menneske og ens medfødte behov for kærlighed og samhørighed, bør man læse den svenske journalist Dan Josefssons »Løgnens spiral«.

Her får man intet mindre end svaret på, hvorfor verden indimellem går af lave, og hvordan ét menneske eller ganske få kan drive de store masser til at tro på, indordne sig under og udføre de mest groteske handlinger.

»Løgnens spiral« handler helt konkret om den uskyldige morder Sture Bergwall, der tilstod 39 bestialske mord, han ikke havde begået, og om den over 80-årige Margit Norell, der som en ledende skikkelse blandt psykoanalytikere, psykiatere og psykologer stod bag behandlingen af ham.

Men bogen er samtidig et studie i massepsykose og den form for ensrettende gruppedannelse, som vi alle i det små og for nogles vedkommende i det store er delvist ofre for, delvist skyldige i.

Det var journalisten Hannes Råstam, der i 2008 afslørede, at Sture Bergwall ikke var den morder, som alle troede, han var. Bergwall erkendte, at han ikke havde begået de mord, han ellers tidligere havde erklæret sig skyldig i, heller ikke de otte, han indtil da var blevet dømt for. Råstam endevendte sagerne og afslørede den største rets- og psykiatriskandale nogensinde i svensk historie.

Thomas Quick alias Sture Bergwall ankommer til appelretten i Stockholm, 16. maj 2001. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Gertsen.

Pædagogisk og velskrevet

Råstam døde imidlertid af kræft, inden Bergwall var helt renset, og en af Råstams journalistvenner, Josefsson, tog handsken op.

For hvordan kunne det overhovedet nå så vidt, hvorfor tilstod Bergwall mord, han ikke havde begået, og hvordan kunne et helt system af læger, psykologer, psykoanalytikere og politi tro så stærkt på deres tese og ignorere så mange uoverensstemmelser undervejs?

Svaret kan læses i »Løgnens spiral«. Med en imponerende research bag sig fortæller Josefsson historien om sagens hovedpersoner, først og fremmest den uskyldige morder Sture Bergwall (der en overgang kaldte sig Thomas Quick) og kvinden, der angiveligt skabte monsteret, Margit Norell.

Vi får ikke blot deres livs- men også slægtshistorier, vi præsenteres på pædagogisk vis for hovedelementerne i Freuds teorier, i psykoanalysen og i den vedvarende fagdebat omkring emnet, og vi får serveret alle de fejl, mangler og misforhold, som efterforskerne gjorde sig skyldige i. Det hele fortælles som en sammenhængende, velskrevet og skræmmende historie, der er en krimi værdig.

Bergwall var ifølge bogen en ensom, overmedicineret, opmærksomhedshungrende stakkel, Norell en ensom, følelsesforkvaklet, ambitiøs og karismatisk stakkel, og samtlige de psykoanalytikere og læger, der behandlede Sture, gik selv som ensomme, følelsesskadede mennesker i psykoanalyse og supervision hos Norell, ja, en af efterforskerne var endog en tur forbi den ældre dames sofa.

Det skabte, skriver Josefsson, en farlig, sektlignende magtfaktor, der var usædvanlig i svensk retspraksis. Men i sin grundstruktur ikke i verdenshistorien.

»Løgnens spiral« er hamrende uhyggelig, opbyggelig læsning.

Titel: Løgnens spiral – sagen om den uskyldige morder og kvinden der skabte et monster. Forfatter: Dan Josefsson. Oversættere: Andrea Fehlauer og Nanna Lund. Sider: 606 Pris: 299 kr. Forlag: Don Max.