Mord på Midtsjælland

De kaldte ham Smukke-Jan, men den pigeglade gymnasielærer ser ikke for godt ud, når hans lig bliver fundet gravet ned til halsen i skoven.

Det lugter langt væk af hævnmord, og det lokale politi i den midtsjællandske by tilkalder assistance fra København. Den kommer i form af Anita Hvid og Thor Belling, der er forfatteren Lars Kjædegaards bud på et nyt politipar i dansk kriminallitteratur.

Som det hurtigt viser sig, deler de også seng, når de er ude på opgaver, og det er vildt forfriskende i en genre, hvor vi ellers er vant til, at amourøse tendenser betjente imellem trækkes ud i det uendelige. Til gengæld virker Kjædegaards morderiske perspektiv på den danske provins noget mere stilfærdigt og straight, end da han for eksempel skrev om Poul Helweg i Helsingør. Så selvom Hvid og Belling snuser sig godt ind på indvandreres, gymnasielæreres og automekanikeres hemmeligheder, savner man lige det ekstra sus, Kjædegaard plejer at levere.