Der sker ikke noget ulovligt, når en litteraturanmelder i fuld offentlighed slagter en bog, så forfatterens hjerteblod driver ned ad spalterne. Karaktermordet forklædt som lødig recension kan imidlertid være næsten lige så alvorligt som det korporlige dolkestød.
Jakob Brønnums roman »Forfølgeren« handler om en forfatter, som er kommet i klørene på en finkulturel voldsmand, en højt agtet kritiker ved et indflydelsesrigt dagblad. Den ulykkelige forfatter Peter Ulrik Hahn kan være sikker på, at Aarup, som kritikeren hedder, vil sønderlemme ethvert litterært udspil, han kommer med. Hver gang Hahn har færdiggjort en bog, sidder plageånden, den magtfulde smagsdommer med brutale hensigter, på spring bag skrivebordet.
Stridens kerne skal dog findes langt uden for det litterære miljø, midt i et aldrig afsluttet trekantsdrama med deres ungdoms Barbara. Igen er det forfatteren, der står tilbage som den forsmåede afmægtigt hengiver han sig til sin yndlingsfantasi kritikerens lidelser! Hahn ønsker forståelig nok Aarup død og begynder systematisk at chikanere ham med anonyme telefonopkald, e-mails og breve.
Det er en lidt speciel oplevelse at skulle anmelde »Forfølgeren«, fordi romanen alt, alt for længe hænger fast i beskrivelserne af et betændt litterært miljø. Der bygges en interessant mediesatire op omkring det gensidige afhængighedsforhold mellem forfatterne og diverse kulturredaktioner, men det virker på en underlig, desperat måde, som om romanen forsøger at vaccinere sig selv mod en ondartet virus: mødet med anmelderne, der ifølge Hahn kun læser de første 20 sider i en roman for så at bladre resten igennem bagfra.
Lommesmerter og generel økonomisk uføre kombineret med ondt i selvværdet og konspiratoriske tvangstanker præger Peter Ulrik Hahns ørkesløse tilværelse. Det er lige ved at blive for meget for denne læser, men så, cirka halvvejs inde i bogen, begynder der at ske noget elementært spændende: Aarup bliver fundet myrdet, og digterens jammerdal får nyt indhold. Man glæder sig over at have givet bogen en ekstra chance, for Jakob Brønnum kan virkelig skrive, både klogt og underholdende. Det gælder for så vidt hele bogen, at den er velskreven, men først midtvejs begynder historien og personerne at få liv lige bortset fra Aarup selvfølgelig, der har mødt sin skæbne.
Hahn er naturligvis hovedmistænkt i mordsagen. Den afdøde kritiker »myrdede« i en vis forstand forfatteren, men svarede forfatteren igen ved at myrde kritikeren? »Forfølgeren« er ikke åbenlyst en nøgleroman, men mon ikke det sker af og til, at en forfatter får lyst til at kværke en anmelder? Jeg ser mig frygtsomt over skulderen og giver bogen tre stjerner.
