Mord i Barnaby-land

Bøger: »Mørket i et hjerte« Susan Hill kan næsten alt. Hun har skrevet gyserskuespil og forfinede romaner om stille eksistenser, og hun blev valgt af du Maurier-familien til at fortsætte »Rebecca«.

Nu bliver det krimier. »Mørket i et hjerte« bliver den første af tre Simon Serrailler-krimier, lover hun. Det sære er, at denne ufattelig smukke politimand fra den fine lægeslægt næsten ingen aktiv rolle har i bogen. Han er mest manden, som den nye kriminalassistent falder så voldsomt for, at det er »som havde en faldlem åbnet sig under hende« og får hende til at fatte, hvad lidenskab kan gøre ved mennesker. Hun knokler for at finde nogle ensomme kvinder, som hun stædigt hævder må være ofre for forbrydelser. Imens kommer hun rundt i den gamle by og ind i smukke hjem og haver. Hun synger med i Bachs h-mol messe i katedralen (ikke b-mol, som oversættelsen siger), men hun møder også en verden af healere, medier og psykiske kirurger, som udnytter svage mennesker. Det er rent Barnaby-land, men bag idyllen og det okkulte er der en godt skruet historie.