Monument over en pioner

Gunnar Aagaard Andersen var en dagsordensættende skikkelse i dansk kulturliv i det 20. århundrede. Nu har kunsthistorikeren Vibeke Petersen Gether skrevet en kæmpebog om manden.

Gunnar Aagaard Andersen vakte stor opsigt, da han i 1960erne begyndte at lave stole af plastic. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra bogen: Pernille Klemp

Gunnar Aagaard Andersen (1919-82) var en mand, der frit vekslede mellem forskellige måder at arbejde på. Han var teoretiker og praktiker og end ikke bekymret for at arbejde for storkapitalen. Han underviste både på grafisk højskole og virkede som professor ved kunstakademiet.

Som mangeårig medarbejder ved tidens toneangivende designtidsskrift, Mobilia, fik han indflydelse på udviklingen af indretning og formgivning herhjemme. Han var en aktiv skikkelse på den københavnske kunstscene og eksperimenterede med utraditionelle koncertformer og scenografi til balletter af Niels Viggo Bentzon. Og meget, meget andet.

Og så forsvandt han mere eller mindre ud af bevidstheden. Ikke blandt fagfolk. Ikke på museer. Men den avancerede del af kunstscenen blev overtaget af andre aktører. På et tidspunkt blandt andet kredsen omkring Eks-Skolen, som Gunnar Aagaard Andersen kan siges at være blandt forudsætningerne for.

Men nu foreligger Vibeke Petersen Gethers monumentale bog om Gunnar Aagaard Andersen.

Meget er sket, siden han levede, og mange af dem, der kendte ham, er også væk. Men Vibeke Petersen Gether har heldigvis har mulighed for at tale med flere centrale skikkelser. Sideløbende har hun gennemgået Gunnar Aagaard Andersens særdeles omfattende arkiv. Og så har hun skrevet en meget læseværdig bog, der vel at mærke ikke er et fordansket universitetsspeciale.

Henvender sig til alle interesserede

Man kan sige, at det er meget hensigtsmæssigt, at akademiske afhandlinger oversættes til et forståeligt sprog og bliver til glæde for andre end den studerende og hendes vejleder. Men ofte hænger tunge sætningskonstruktioner og en slags fremmedordsfetichisme alligevel ved og kan gøre en sådan bog til en lukket fest for de i forvejen indforståede. Sådan er det ikke med bogen om Gunnar Aagaard Andersen.

Den henvender sig til alle interesserede, hvilket er en særligt god idé, taget i betragtning, at så relativt få i dag kender noget videre til Gunnar Aagaard Andersen. Den er skrevet i et klart sprog og i et tempo, der giver ro til de nødvendige sideforklaringer om kunstverdenen på et tidspunkt, da kunstinteresse ikke var videre udbredt i Danmark.

Læseren bliver taget med og fulgt gennem Gunnar Aagaard Andersens formative år i efterkrigstidens Paris, hvor han bliver opmærksom på det konstruktive maleri i byen, der endnu var den vestlige billedkunsts hovedstad.

Den skulle siden ændre adresse til den nye verden – og det er i den forbindelse interessant at læse om den inspiration, Gunnar Aagaard Andersen modtog fra den tidlige amerikanske avantgarde – og så senere hans indirekte forbindelse til Eks-Skolen og hans betydning for én af dens lærere, maleren, grafikeren og billedhuggeren Poul Gernes.

Siden kommer så den vældige indsats i Danmark med at tegne huse, tæpper og tapeter, designe stol, herunder nogle i forskellige plastmaterialer, der virkelig vakte opsigt i tiden, samt selvfølgelig hans malerieksperimenter.

Rigt illustreret. Spændstig layout, der leder tanken hen på Gunnar Aagaard Andersens måde at tænke i grafisk opsætning på. Forbilledligt fortalt. Nu mangler den store museumsudstilling om den lidt glemte, men nu genintroducerede pioner.

Titel: Gunnar Aagaard Andersen. Forfatter: Vibeke Petersen Gether: Sider: 592. Pris: 500 kr. Forlag: Strandberg Publishing.