»Monster« er en umanerligt stærk fortælling

Sammen har Patrick Ness og Jim Kay skabt en gennemført genial bog om det værst tænkelige.

»Monster« af Patrick Ness. Illustrationer af Jim Kay. Fold sammen
Læs mere

»Historier er nogle vilde skabninger. Når man slipper dem løs, ved man aldrig, hvor meget ravage de vil lave«.

Ordene er lagt i monsterets mund i Patrick Ness´ og Jim Kays vilde roman »Monster«: En enkel fortælling om det mest komplekse og ultimative i livet: At turde indse, at den, man elsker, er døende.

Conor O’Malley er 13 år og bor alene med sin mor. Hun er ved at dø af kræft, og det er et faktum, han konsekvent nægter at indse. Hun på sin side holder hans håb oppe med gentagne forsikringer om, at »jeg skal nok blive rask. Virkelig«, og det er udtalelser som dem, han klamrer sig til. Ve dem, der, som hans geskæftige mormor, mener, at han tager fejl!

Conor mobbes i skolen, eller han overses af lærere og elever i misforstået omsorg. Han er »usynlig« og ubodeligt ensom, og hver nat kæmper han med et grænseløst ubærligt mareridt, så da et monster, formet af kirkegårdens kæmpestore takstræ, dukker op og messer »Conor« ud i natten, skræmmer det ham slet ikke. Hans natlige mareridt overgår alligevel alt.

Monsteret kommer igen, altid klokken syv minutter over 12, og påstår, at Conor har hidkaldt det, og at det skal få ham til at fortælle den sandhed, der er kernen i hans onde drøm. Conor vil hellere dø.

Mørk og lysende på én gang

Med uforlignelige dialoger mellem mor og søn og Conor og monsteret skildres Conor som en sej, stærk, sød og sårbar dreng. Det hele er skrevet så enkelt, at angst aldrig har føltes så nærværende og en slutning aldrig så befriende.

»Monster« er en nathistorie, mørk og dyster, men allermest båret af en lysende livskraft. Underdrevet og usentimental. Der er ikke et ord for meget, og der er en vild insisteren på at komme ind i sindets mørkeste afkroge.

Tegneren Jim Kay er selv nattens mester, hans billeder er skabt med utallige teknikker, så stofligheden træder klart frem og understreger Conors dæmoniske kaos: Skarpe, strittende hænder, som griber efter én. Sorte rammer og sider, hvor træer snor sig som slanger. Samtidig underbygger Jim Kay monsterets omsorgsfulde sider, han tegner ham både som den, der kan knuse alt, og som læremesteren, der kan guide Conor frem til udfrielsen af mareridtet.

Der ligger en barsk historie bag romanen, for ideen kom oprindeligt fra forfatteren Siobdan Dowds, der døde af kræft, før hun fik romanen skrevet. Ness overtog idéen, og romanen er ifølge ham, hvad »Siobdan og jeg i fællesskab er nået frem til«. Det er blevet til en umanerligt stærk historie.

Har man læst »Monster«, glemmer man den aldrig.

Titel: Monster. Forfatter: Patrick Ness. Tegner: Jim Kay. Oversætter: Lene Ewald Hesel. Sider: 116. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.