BERLIN: Da briterne i 1807 havde bombarderet København, sendte de en korvet – eller måske en fregat – sydover til Møn, hvor den lagde for anker ud for Stege, muligvis for også at skyde denne by i brand. Men øboerne var hurtige, de dannede et hjemmeværn, og i løbet af en nat havde man gravet en jordvold med en høj i midten. Her anbragte man øens eneste kanon, som bragede løs, hver gang vinden var gunstig for skibet og det ville sætte kursen mod Stege.
Hjemmeværnet talte op mod 50 mand, anført af en kaptajn, som egentlig var adelig og havde et gods. Fartøjet blev beskudt dag for dag. Skibet besvarede ilden. Efter knapt en uge sejlede kaptajnen med to andre i en robåd, forsynet med et hvidt flag, ud til briterne. Kaptajnen, der var fra Udby, havde et anliggende. Hans datter skulle næste dag giftes med sønnen af en anden storbonde fra Keldby. Alle var inviteret til brylluppet. Derfor bad kaptajnen om en tidsmæssigt afgrænset våbenhvile. Til gengæld ville skibsføreren og tre af hans officerer blive inviteret med til festen. Den følgende dag, en mandag, kunne man genoptage krigen. Briterne gik med til forslaget, brylluppet blev holdt, og dagen derpå begyndte skydningen igen. På et tidspunkt forsvandt skibet for fulde sejl mod Sjælland – måske fordi man var ved at løbe tør for ammunition, måske fordi man havde fået nok af kamphandlingerne.
Pegefingeren
Krigen på Møn udgør en del af handlingen i Günter Grass’ nyeste bog, »Die Box«, som hentyder til et gammeldags bokskamera, der i romanen, som egentlig er en slægtsfortælling, fastholder skribentens familiehistorie.
Grass er en af Tysklands største – og mest omstridte – forfattere. Han er forbundsrepublikkens svar på Klaus Rifbjerg, men har haft et mere dramatisk liv. Grass var soldat under Anden Verdenskrig og deltog kort før Det tredje Riges undergang i et SS-kompagni. Dette traume behandlede han for et par år siden i erindringsværket »Når løget skrælles«. Afsløringen vakte opsigt, og Grass blev fornærmet over pludselig at blive fremstillet som en fuldblods nazist. I den tyske offentlighed var man fortørnet over at erfare, at den mand, der gennem fyrre år havde belært sine medborgere med løftet pegefinger om, hvordan de skulle gebærde sig, selv havde båret på en last, som var større end de fejl, han bestandigt kritiserede borgerlige politikere som Konrad Adenauer og Helmut Kohl for.
Overbærenheden
Derfor er Grass’ nye bog en begivenhed i Tyskland. Den har været omgærdet af stor hemmelighed, anmeldere kunne først få et eksemplar i sidste øjeblik, og forfatteren har stort set ikke været til rådighed for de interviews, som ellers ledsager hans udgivelser. Hos kritikerne har det ikke haft en mærkbar indflydelse. Det lille værk på 211 sider har fået en tvetydig modtagelse. Süddeutsche Zeitung skriver, at man tilbydes at lade sig adoptere af forfatteren og deltage i dennes familieliv. Læseren, der tager imod tilbudet, »vil få stor glæde af denne bog«, mener avisen. Er det modsatte tilfældet, bliver »dette eventyr, efterhånden som det skrider frem, blive så meget desto mere uhyggeligt. For i dette eventyr er det hele tiden Fars Dag.«
Bladet hentyder til, at Grass fortæller om sine skiftende koner og mange børn, men på en måde, der er overordentlig overbærende over for ham selv. Internetmagasinet Europolitan mener, at »bogens største svaghed« er, at Grass gerne vil »prisgive noget af sig selv – men ikke for meget«. Die Welt skriver, at »læseren stort set ikke finder fast grund i disse svingninger mellem fiktion og realitet.« Der bliver, slutter anmeldelsen, »en bitter eftersmag«.
Reklamen
Den konservative Frankfurter Allgemeine Zeitung, der i sin tid som den første bragte Grass’ SS-fortid til torvs, er en af de få aviser, som er overvejende positiv. Bladet kalder det nye skrift »en smuk, sælsom, egensindig og for Günter Grass usædvanlig let bog«. De fleste anmeldelser går i rette med dens særlige toneart, der med en tilstræbt ungdommelig stil præget af slang og berlinerdialekt, for mange virker trættende i længden.
Historien om Møn, hvor Grass i årtier har tilbragt ferier og skrevet en del af sine bøger, begynder side 139. Det betyder, at man skal igennem mere end halvdelen af »Die Box«, før der kan dykkes ned i det danske drama. Det indledes med en beskrivelse af, hvordan et af Grass’ børn som ung kørte alene i tog fra Vestberlin gennem DDR til Warnemünde, så med skib over Østersøen og siden igen ad skinnevejen til Vordingborg, hvor faderen hentede ham på stationen. Et par sider længere henne kommer beskrivelsen af begivenhederne i 1807, som lærer Erling Bagge, der ifølge Grass udlejede sommerhuset til familien, har fortalt. Om den er sand ved man, som så meget i denne bog, ikke helt. Men underholdende er den, og Møns Turistbureau kan ikke være utilfreds med denne reklame, der ikke har kostet en øre. I hvert fald ud fra en sådan betragtning er »Die Box« vellykket, dens litterære kvaliteter ufortalt.
