Når man triller gennem Älmhult i bil, eller stiger af toget på stationen, må man knibe sig selv i armen. Var det virkelig her, det begyndte? Og her et stenkast fra Lars Tyndskids mark og skov at den røde tråd i det multinationale IKEA fortsat spindes?
Nok står 300 års fødselaren, botanikeren Carl von Linné i vejrbidt sten lige uden for stationsbygningen i Älmhult og minder enhver tilrejsende om Smålands stolte, stædige og sparsommelige sønner, bundet til jorden med krop og sjæl. Og nok vidner både de mange tyske og danske nummerplader på hovedgaden og det konstante opløb af pølse- og potatismos-ædende svenskere i rummelige joggingdragter og neonfarvede plastictræsko foran »Evas Gatukök« om en by med en vis puls. Men alligevel.
Hvordan pokker gik det til, at en 25-årig ung mand fra omegnen i begyndelsen af 1950erne kunne købe en grund ovre på den anden side af jernbanen og lægge de første mursten til et møbelfirma, der i dag omsætter for et trecifret milliardbeløb? Og endnu mere uforståeligt: Hvordan lader det sig gøre, at dette søvnige trinbræt på jernbanelinjen mellem Malmö og Stockholm fortsat er Mekka i det globale IKEA-land, og hvert år i begyndelsen af august pumper årets IKEA-katalog ud i 150 millioner eksemplarer på 20 forskellige sprog til 44 lande?
Ikke alle, men mange svar får man i den svenske erhvervsjournalist Bertil Torekulls glimrende biografi »Historien om IKEA«, der oprindelig så dagens lys i 1998, men nu for første gang udkommer på dansk i en såkaldt »opdateret udgave«. Torekulls bog er udgivet i 16 lande fra Japan og Kina i øst til USA i vest, og alene i Sverige har den solgt i 80.000 eksemplarer. Hvilket alt sammen siger noget om en møbelproducent, nogle møbelprodukter og et salgskoncept, der til stadighed er en succes over det meste af verden, og hvis ekspansionsmuligheder synes at være endeløse.
Ud af indvandrerfamilie
For så vidt siger bogstaverne i firmaets navn det hele. IKEA står for I(ngvar) K(amprad), E(lmtaryd), A(gunnaryd). Det var herude, 17 km nord for Älmhult, at Ingvar i 1926 blev født og voksede op. På gården Elmtaryd, der den dag i dag består af tre huse omkring en hævet gårdsplads med grusindkørsel og lille rundt blomsterbed i midten foran hoveddøren. Alt sammen ærkesmålandsk. Det var Ingvars tyske bedsteforældre med slægtsnavnet Kamprad, der som unge i slutningen af 1890erne kom sydfra og besluttede sig for et liv ved skov og mark. De købte gården Elmtaryd, men stødte hurtigt mod en massiv mur af tilknappede og fremmedhadske smålandsbønder, der med kræfter helt ind i Agunnaryds Sparkasse gjorde alt for at jage tilflytterne væk igen.
Det lykkedes kun med den ene af de to indvandrere. Farfar Achim tog nemlig sit eget liv i 1897, da han fik afslag på sin låneanmodning, mens farmor Franziska valgte at blive på sin smålandske udpost de næste 50 år. Trods sin noget nær evige isolation i bygden lykkedes det hende at holde gården på egne hænder ved hjælp af en pludselig familiearv, og i dette barske miljø opdrog hun stille og strengt sine to sønner og ene datter.
Den ældste hed Franz Feodor. Han overtog slægtsgården og blev siden far til Ingvar Kamprad. Det var denne far, der som gammel mand i de vildt eksperimenterende og ekspanderende 1960ere, altid var med Ingvar på rejse, når nye områder og muligheder for IKEA skulle afsøges, eller kontrakter underskrives. Ikke fordi faderen havde særlige forudsætninger for møbelfabrikation endsige international økonomisk spekulation, men fordi han var den, han var Ingvars far. Og dermed er vi inde ved kernen af den temmelig uortodokse og vil mange sige oldnordiske virksomhedstænkning, der ligger bag det største erhvervsmirakel og -eventyr i det moderne Sverige.
Familien IKEA
Det kan sammenfattes i de to ord, der hænger som skilte over vores hoveder, når vi i dag shopper møbler og udstyr, eller bladrer gennem det nyeste katalog IKEA FAMILY. For IKEA er jo ikke kun familien Kamprads fondsejede gesjæft, sindrigt bygget op af europæiske jurister som et dybt indviklet netværk af oversøiske skuffeselskaber, der skal sikre, at guldgruben for tid og evighed og på trods af børskrak, terrorangreb og revolutioner bliver på kampradske hænder. IKEA er også en helt speciel livsstil og tænkemåde blandt de, der har været og stadig er med til at lede denne nordiske virksomhed, der begyndte som et varehus i flækken Älmhult i 1958 med hundrede ansatte, men i dag tæller mere end 200 varehuse og 100.000 ansatte worldwide.
Nærmest som var det en familie, han nu skulle stifte, byggede Ingvar Kamprad sin virksomhed op i 1950erne. I familiens ånd skabtes IKEA-ånden. Det begyndte med den 17-åriges udvikling af sit uomtvistelige handelstalent under krigen. Og gerne med mors og fars hjælp. Større voksede forretningen sig med postordesalg af alt muligt fra julekort, tegnebøger, ure, smykker og kuglepenne til i 1948 også at omfatte møbler, der blev vist frem via et visuelt veloplagt katalog med navnet »Ikéa-nytt«. Bingo! Møblerne gik som varmt brød, og så var linjen lagt. Ud af en regulær krig med andre møbelproducenter i Sverige, der ikke ville finde sig i opkomlingens lave priser, rejste sig i 1950erne det første varehus i Älmhult. Alle rystede på hovedet. Hvem ville købe møbler i et provinshul? Svaret fulgte snart: Det ville resten af Sverige! Folket stod i kø for at møblere »Folkhemmet«. Det nordiske velfærdssamfund var mere end parate til en ny tids lyse og lette møbler, og en ny tids måde at sælge og købe dem på.
Kernen i succeen var den aldrig hvilende bevidsthed om kundernes ønske om kvalitet til lavpris, samt den systematiske opbygning af et virksomhedsdynasti, hvor alle ansatte især den første generation, der senere kom til at gå under navnet »pionerene« følte sig som medlemmer af en ny stor familie. Og familien IKEA bare voksede og voksede. Over det store varehus i Stockholm, der efter Kamprads idé kom til at ligne Guggenheimmuseet udefra, og det første varehus i Danmark i 1969, fortsatte den voldsomme ekspansion fra 1970 og helt frem til vor tid, hvor IKEA via Polen og Schweiz vovede sig ud på kloden og i dag går benhårdt efter større andele af endeløse markeder i Rusland, Kina og USA. Dog ikke for enhver pris. Alting med måde og omtanke. Eller som Ingvar Kamprad har udtrykt den urokkelige smålandske virksomhedsfilosofi bag IKEA:
»Kulturen, sjælen, familieånden, den planter man ikke ud i hvilken som helst kartoffelmark.«
Far og sønner
Styrken i den konsekvente familietænkning synes dog også i nogen grad at være blevet virksomhedens akilleshæl, for hvem skal egentlig tage over efter patriarken fra Agunnaryd? Et yderst relevant spørgsmål, ikke mindst i en biografi om en virksomhedsleder. Og her kunne man som læser godt have tænkt sig, at netop en »opdateret« biografi ville have kastet et blik længere ud i fremtiden for i højere grad at vurdere den magtkamp, der uvægerligt følger, når grundlæggeren, der i dag vurderes til at være god for 400 milliarder, engang stiller træskoene.
Ingen af de tre sønner synes at have faderens format og drive, samt hans stille, stærke og alfaderlige myndighed, der har givet sig udslag i begrebet »Management by Walking Around«. Ikke så nemt et princip at skulle efterfølge. Eller som det svenske magasin »Affärsvärlden« for et par måneder siden fastslog i en artikel om den svære »ikeanske« arvefølge, der forestår: »Ingvar Kamprads sønner Peter, Jonas og Mathias står helt i skyggen af deres far, som på trods af at han fyldte 81 år den 3. marts i år, styrer familievirksomheden med fast hånd.«
Sønnerne er 43, 41 og 38 år og vældig forskellige af natur og temperament. Dog har de alle loyaliteten og blufærdigheden til fælles. De eneste interviews, man kender til med de tre brødre Kamprad, står at læse i Bertil Torekulls biografi, og her medvirker brødrene kun under anonymitetens fælles dække, så man ikke kan spore hvilken bror, der mener og siger hvad. Endnu et ærkesmålandsk træk, der klæber sig til en familie, en egn og nogle beboere, der tænker meget, før de taler lidt.
De fleste eksperter vurderer, at ingen af Kamprad-sønnerne har det format og overblik, der skal til for at kunne træde ud af faderens skygge. Sådan så det ellers ud i en årrække, hvor de alle tre fik afprøvet deres kompetencer i vidt forskellige dele af virksomheden. Længst fremme i hierarkiet står vel nok den ældste søn, Peter Kamprad, der har været finanschef for IKEA Belgien.
Selv om Kamprad efter sigende stadig kan håndmalke en ko og slå en eng med en le, så har man for længst udtænkt, hvad der skal ske, når grundlæggeren ikke længere er her. I en bankboks i hovedkvarteret i Holland ligger nemlig en nøjagtig og detaljeret køreplan, der fortæller, hvem der nu gør hvad. Denne iscenesættelse af patriarkens efterår blev påbegyndt allerede i 1970erne, hvor familien både af skattemæssige grunde og i forlængelse af ønsket om for enhver pris at bevare virksomhedens værdier i slægtens eje, først flyttede til Danmark og siden bosatte sig i Schweiz, hvor Ingvar Kamprad og hans hustru nummer to, Margaretha, stadig bor.
Nazi-sympatier
Har familietanken alle dage været Ingvar Kamprads ledelsesmæssige universalnøgle, så må man tilføje, at bindingen til den konkrete familie og især slægt også har haft sin pris. Faktisk kan man undre sig over, at det til dato ikke har kostet virksomheden mere end koncernchefens gode nattesøvn i efteråret 1994. Dengang kom det nemlig frem i den svenske avis »Expressen«, at Ingvar Kamprad i en længere årrække fra han var 16 til han var 25 først flirtede med den ekstreme nazistgruppe »Lindholmerne«, og siden kom med i inderkredsen af den fascistiske fraktion »Nysvensk Rörelse«.
At drengen Ingvar voksede op med en antisemitisk far, der gerne gik i lange støvler og spidsbukser, og daglig blev forkælet af en farmor, der anså Hitler for Guds gave til menneskeheden, kan man dårlig klandre Ingvar Kamprad for. Til gengæld er det lidt sværere at sluge, at IKEAs grundlægger så langt fremme i sit liv som i 1950 altså fem år efter krigens ophør og i en alder af 25 stadig havde kontakt til og ligefrem ydede økonomisk støtte til flere bøger af den tidligere leder af den »nysvenske«, nazistiske og fascistiske gruppe, Per Engdahl. Denne blev i øvrigt også inviteret med til Kamprads bryllup i Stockholm i 1950, hvor han holdt en tale for Ingvar og Kerstin.
I biografien indrømmer Kamprad, at han selv efter krigens afslutning ikke indså, at han »var offer for en stor fejltænkning«, men tilføjer så også til sidst: »Hvornår får en gammel mand tilgivelse for sin ungdoms vildfarelser?«
Det fik han nærmest øjeblikkelig. Først og fremmest fordi IKEA vandt slaget mod formiddagspressen i 1990erne. Så snart anklagerne, der var dukket op via et gammelt arkiv, forelå, rykkede en højt betroet medarbejder ud for at støvsuge diverse historiske arkiver i Stockholm og til bunds undersøge chefens gamle relationer til nazibevægelsen. Dermed kunne det lynhurtigt godtgøres, at Kamprad trods alt ikke, sådan som »Expressen« påstod, havde haft kontakt til svenske nazister så sent som i 1958, da varehuset i Älmhult åbnede. Samtidig rykkede Ingvar Kamprad selv ud med uddybende forklaringer, hvor der tilsyneladende ikke blev lagt skjul på noget. Og denne strategi, baseret pååbenhed, ærlighed og redelighed, var rent ud sagt genial. Kamprad og IKEA red øjeblikkelig stormen af, og den familiære »kontrakt«, der altid har eksisteret mellem IKEA og virksomhedens millioner af kunder, forblev således intakt og uforstyrret.
På trods af det mørke kapitel i Ingvar Kamprads smålandske ungdomsliv, som han i lighed med en Günther Grass altså foretrækker at slå hen som »en ung mands stakkels vildfarelser«, knuselsker de stadig Ingvar Kamprad i Älmhult og omegn. Ingen har jo som han placeret byen på verdenskortet, hvorfor det lokale turistbureau her i 2007 uden blusel ligestiller ham med selveste Carl von Linné i glitrede brochurer, der skal lokke endnu mere klingende mønt til egnen.
Fair nok. Lur mig om ikke vores egne efterkommere, der om 50 år sikkert også handler i IKEA, på deres eventuelle sommervej gennem Älmhult vil støde på to statuer i den lille park mellem hovedgaden og jernbanestationen. Side om side med Carl von Linné med ryggen til trafikken og ansigtet vendt mod IKEAs store varehus på den anden side af jernbanen vil vores voksne oldebørn sikkert kunne beundre den smukke statue af Ingvar Kamprad fra gården Elmtaryd i Agunnaryd. Og på soklen læse et citat, hentet fra en af den gamle bissekræmmers mange juletaler til sine ansatte i det smålandske hovedsæde: »Via vor historie bygger vi fremtiden oven på nutiden.«
Med mindre altså, at møbelhandlerens testamente til den tid ikke længere kan skjule fortidens synder.
