Bladtegnere er kommet i farezonen. Efter Muhammed-krisen i 2005 er stadig flere satiriske tegnere blevet skydeskive for læseres, redaktørers og magthaveres vrede. Anders Jerichow er medarbejder ved Politiken og desuden formand for Dansk PEN. Han rejste ud i verden for at opsøge bladtegnere og fortælle om deres tegninger og dilemmaer. Resultatet kan læses i hans netop udkomne bog »Bladtegnere i et globalt minefelt«. Han har interviewet tegnere på alle kontinenter, og vi får spændende samtaler med verdens førende tegnere om de dramaer, som deres modige tegninger har udløst.

For det er netop disse tegneres mod, der gør størst intryk under læsningen. Mange af tegnerne i Mellemøsten, men sandelig også i andre regioner, har trodset forbud, had og trusler om fyring og har alligevel tegnet og publiceret tegninger, der af nogle blev opfattet som hån og blasfemi. Anders Jerichow giver et fint indtryk af, hvor svært det er for tegnerne at balancere mellem religiøse læsere, diktatorer og bange redaktører. Deres personlige skæbner er gribende, men der er også meget fyldstof, floskler og gentagelser i bogen.

Som en understrøm ligger den danske Muhammed-krise, og Jerichow gør fornuftigt opmærksom på, at tegnere jo i mange år forinden udsatte sarte og religiøse sjæle for udfordrende tegninger. Der er interessante samtaler om Muhammed-tegningerne og bladtegnernes holdning til dem. De fleste - også i den arabiske verden - synes at mene, at det var de religiøse fanatikere, der var skyld i krisen og ikke Jyllands-Posten, idet det stod enhver frit for at fortolke de satiriske tegninger.

Forfatteren mister modet

Det er en ren fornøjelse at høre disse modige tegnere fortælle om deres liv og holdninger, og derfor er det så ærgerligt, at Anders Jerichow selv mister modet, når det drejer sig om hans egen avis. For Jerichow kunne jo have fortalt en spændende historie om Politiken, der svigtede ytringsfriheden under striden om Jyllands-Postens tegninger og forsøgte at lægge skylden for krisen på ledelsen af Jyllands-Posten. Politikens ledelse beskyldte nemlig konkurrenten for bevidst at have krænket og forhånet muslimer som sådan, og solidariteten med konkurrenten var en mangelvare.

Der er ellers en masse om Politiken i bogen, men intet forsøg på at sætte kritisk lys på Jerichows egen avis og medarbejdere. Selv hvor det er oplagt, viger Anders Jerichow tilbage. Han omtaler således Politikens tegnere Wulff og Morgenthaler, der har indrømmet, at de ikke vovede at tegne profeten Muhammed, men i Jerichows bog nævnes tegnerparret blot for en ganske uskyldig tegning af en farao.

Der er heller ingen bemærkning om de mange karikaturer af Pia Kjærsgaard som rotte og andre skadedyr, som Politiken har bragt i lange baner. Der er ligefrem udgivet en bog om disse Kjærsgaard-karikaturer, men den er ikke nævnt i den ellers omfattende litteraturfortegnelse.

Man kan med god ret spørge denne anmelder om hans eget mod til at sætte kritisk fokus på Berlingske. Og svaret er, at heller ikke Berlingske havde nogen smuk rolle under Muhammed-krisen, og at den daværende chefredaktør svigtede sin opgave, fordi han mistede modet til at støtte ytringsfriheden i den afgørende stund.