Mimi Jakobsen fandt billedet på skrivebordet - og straks vidste hun, hvad der havde forandret stemningen i familien for altid

Læs mere
Fold sammen

Mimi Jakobsen husker stadig det, hun kalder en »modbydelig leder« i BT, hvor Erik Meier Carlsen skrev: »Hun har ødelagt sit fars livsværk«.

Det var i 2001, der havde lige været folketingsvalg, og det parti, CD, som faderen, Erhard Jacobsen, havde stiftet tilbage i 1973, var røget ud af Folketinget.

Det var aldrig sket før, og egentlig ville Mimi Jakobsen gerne være trådt tilbage som landets første kvindelige partiformand, men som hun skriver i sin nye erindringsbog, »Vendepunkter«, så er det »ikke min stil« at rende af gårde, når nøden er størst.

Derfor blev hun, selv om hun var knust, og fordi hun på det tidspunkt havde været formand i 12 år og folketingsmedlem i 24 år og minister i ti år, så følte hun, at hun da i den grad også havde gjort en indsats for partiet. Ikke ødelagt det, som lederen påstod.

Valget i 2001 var, uanset hvad, et vendepunkt. Et af de større og et af de mange i Mimi Jakobsens liv. Og jo altså et af de negative, ligesom den sygdom, der ramte hende så hårdt i oktober 1997.

Nedturen med borrelia

»Jeg sad i sofaen i stuen, da det pludselig føltes, som om mit ansigt var delvist lammet. Lidt på samme måde, som når man får en bedøvelse hos tandlægen«, skriver hun.

Det viste sig, at hendes blod var fyldt med antistoffer mod borrelia, resultatet af et bid fra en skovflåt, og dét var begyndelsen til en ordentlig nedtur, for ud over de fysiske forandringer, som hun, som hun skriver »langsomt indså aldrig ville forsvinde helt«, gav sygdommen hende også en depression, som hun har skullet leve med siden.

Endnu et vendepunkt. I et liv, der, med Mimi Jakobsens egne ord, har været både begivenhedsrigt og uperfekt. Og som i allerhøjeste grad, det forstår man på bogen, har været præget af hendes far. Af Erhard Jacobsen.

Af ham, der foretrak at skrive sit efternavn med »c« i stedet for med »k«. Af ham, der som ung var ræverød og ønskede julen afskaffet. Af ham, der blev en succesrig og visionær socialdemokratisk borgmester i forstadskommunen Gladsaxe, som tordnede mod DRs røde lejesvende, og som meldte sig ud af Socialdemokratiet og stiftede et parti, CD, der efter at have eksisteret i kun en måned kom i Folketinget med 14 mandater ved jordskredsvalget i 1973. Af ham, den farverige og temperamentsfulde politiker, som Mimi Jacobsen over alt i »Vendepunkter« skriver om, så man på intet tidspunkt tvivler på hendes kærlighed til ham. Og omvendt.

Hun elskede ham, og hun, den generte, efter eget udsagn lidt for tykke lille pige – Nouser, som hendes far kaldte hende – fandt tidligt ud af, at hun gennem politik kunne »stjæle« sig til stunder med sit travle ophav.

Hendes fars utroskab

»Jeg husker flere nætter, fra jeg var omkring fem år, hvor jeg fik lov til at blive længe oppe for at følge med, når valgresultater indløb«, fortæller hun, og da Erhard Jacobsen i 1953 blev valgt ind i Folketinget, gik der ikke længe, før hun selv fik lov til at besøge det store hus med de lange trapper, de bonede gulve og de fine malerier af »velklædte, alvorlige mænd«. Det politiske var der i den forstand meget tidligt, og det politiske var noget, som far og datter fik tilfælles, både som interesse og som karrierevej, og så vidt var alt godt. Men alt var ikke godt.

»Jeg mærkede kulden ramme mig, i det øjeblik jeg trådte ind i stuen i vores hus i Bagsværd«, begynder et kapitel. Mimi Jakobsen er 12 år gammel, og hun vender glad og opstemt hjem fra en D.U.I.-lejr, og alting føles forandret.

»Der gik kun knap et par uger, før jeg fik svaret på, hvad der for altid havde forandret stemningen i min familie,« fortæller hun. Hendes mor havde lagt et fotografi på skrivebordet på hendes værelse. Fotografiet forestillede en ung, letpåklædt kvinde, der ikke var moderen.

Eller som Mimi Jakobsen skriver: »Det var tilsyneladende ikke kun politik, der havde min fars interesse og holdt ham væk fra os.«

 

Med skildringen af sin fars utroskab løfter Mimi Jakobsen sløret for det allermest private hos et menneske, der for længst ikke er her mere, og man kan mene, at hun dermed overskrider en etisk grænse, men man kan også, og vel med rette, sige, at når et menneske betyder så meget for et andet menneske, som Mimi Jakobsens far betød for Mimi Jakobsen, så kan dette andet menneske ikke meningsfuldt skrive en selvbiografi uden også at inddrage hele dette menneske.

Det er det, Mimi Jakobsen gør, og det kan næppe være anderledes. Hverken hendes private eller hendes politiske liv kan forstås, hvis hendes far ikke tænkes med. På godt og ondt.

Og det gør han så, og resultatet er en fin, personlig og velskrevet bog om et liv med store succeser og store nedture, hvoraf fyringen som chef for Red Barnet også hører til de større af de sidste. Den var hun vred over, men hun holder den venlige tone i bogen. Der er ikke ondskabsfulde udfald mod uvenner og politiske modstandere eller tidligere ægtemænd, heller ingen slibrige afsløringer fra det politiske liv, og skal man tro Mimi Jakobsens ord om sig selv, er hun blevet til det, hun blev, på trods. På trods af en medfødt generthed. På trods af en manglende selvtillid, der har fulgt hende hele livet.

Hun er med andre ord hårdest ved sig selv, og netop derfor fremstår »Vendepunkter« så hudløst ærlig. Og af samme årsag også så troværdig.

Hvad: Vendepunkter
Forfatter: Mimi Jakobsen i samarbejde med Tonie Yde Højrup.
Sider: 256.
Pris: 300 kr.
Forlag: Politikens forlag.