Midtvejskrise

Naja Marie Aidts første roman er et intenst mandeportræt, der begynder mere end lovende, midtvejs mister sin fremdrift, men ender i forceret, farverig action.

Der er næsten altid grund til at forvente noget ekstraordinært, når lyrikere og novelleforfattere med deres sans for at koncentrere sproget prøver kræfter med det store romanlærred.

Et langt stykke ad vejen i den 400 sider lange »Sten saks papir« indfrier Naja Marie Aidt disse forventninger. Som læser er man i fortællerens hule hånd. Sproget er sanseligt og billedrigt. Persontegningen dyb og detaljeret. Plottet - samlet omkring et mandeportræt, der hviler på en ulykkelig familiefortælling - absolut lovende.

Hovedpersonen er den cirka 40-årige Thomas, der efter sin forhadte fars død og begravelse, som Thomas forsøger at bagatellisere (en psykiater ville sige »fortrænger«), mister grebet om sig selv. Af grunde, som er komplet uforståelige for hans omverden - og til dels for ham selv - sætter Thomas både sit arbejdsliv (partner i en papirforretning) og sit privatliv med kønne, kultiverede Patricia over styr i en rablende akut midtvejskrise, der ikke kun udløser en lang række psykiske sammenbrud i hverdagen med voldsomme anfald af klaustrofobi, paranoia og jalousi, men også medfører en række kriminelle hændelser.

I første halvdel af bogen jonglerer Aidt suverænt med hele sin poetiske palet og leverer et af de seneste års mest dybfølte mandeportrætter i dansk litteratur. Lag på lag skrælles af den på overfladen borgerligt regelrette Thomas, der i kølvandet af sin kriminelle fars pludselige død i fængslet forsøger at genoprette værdigheden i slægten, samtidig med at det forventes, at han indtager en mere patriarkalsk rolle i familien.

Med stor forvirring taler og tænker Thomas på, at han skal være en slags beskytter af »alle pigerne« - kæresten, søsteren og hendes datter, tanter og niecer. Samtidig er han fuldstændig panisk ved tanken om at blive far til det barn, Patricia så brændende ønsker sig.

Mødet med baglandet

Noget inden i Thomas står alvorligt i vejen for hans fremtidige liv. Og en dag får det ben at gå på. Unge, smukke og handlekraftige Luke dukker op som trold af æske fra faderens kriminelle bagland og viser sig at have haft det nære far-søn-forhold, Thomas aldrig selv fik. Luke er og har alt det, Thomas mangler og savner i sit mandeliv: Indre ro, indsigt i naturen og poesien - og magnetisk virkning på det modsatte køn.

Derfor er det da heller ikke overraskende for læseren, at anden halvdel af romanen udvikler sig til en mere og mere hidsig Kain-Abel-historie. Men måden, det sker på, er opsigtsvækkende flad og forceret. Væk er alle Aidts fine antydninger af psykologiske forskydninger mellem mennesker, væk er de mange poetiske anstrøg i dur og mol. Tilbage står den rene, rå drift. Ikke kun i handlingen, men også i den mekaniske måde, slutningen fortælles på.

Det skred er der givet forfattertanker bag - og en pointe i - men resultatet er blevet en roman, der flækker. Som midtvejs taber sin fremdrift i langtrukne scener, for så pludselig at geares op i hæsblæsende action. Som læser efterlades man uforløst og forvirret, fuld af savn efter den rolige, fornemt komponerede første romanhalvdel om manden, der følte, at han spillede sig selv i verden, men ikke var andet end det, han spillede.