Vi kender det alle sammen.
Blandingen af irritation og dårlig samvittighed, når man igen bliver stoppet på sin vej og bedt om et bidrag til Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp, Unicef og hvad de hedder alle sammen.
Vi ved godt, at vi lever i smørhullet, at vi har for meget og andre for lidt. Vi synes også principielt, at det skulle omfordeles lige nu, vi bryder os slet ikke om at tænke på, at der dør seks millioner børn af sult om året, men i det daglige er vores største problem altså, om vores egen lille Sofie også får alle de vitaminer, hun skal have, når hun nu ikke vil spise broccoli. Møgforkælede er vi dybest set.
Det er Mette Mæt, som er hovedpersonen i Kirsten Hammanns nye roman, »En dråbe i havet«, også.
Mette er forfatter, gift med forsker Martin, og de har det så godt, både med datteren Sofie, og når de er alene i sengen.
Mette synes, hun burde gøre noget for u-landene. Hun vil skrive en roman, som for alvor kan vække folk. Hun vil beskrive folks lidelser! Problemet er bare, at Mette ikke har lyst til at forlade hyggen derhjemme for at erfare, hvordan u-landenes virkelighed er. Her kommer Sesam ind i billedet: Et virtuelt projekt, der gør det muligt, at Mette kan træde ind ad døren til værelse 516 på Hotel Astor og være på en losseplads i Indien. Eller på et børnehjem i Rumænien, eller på en aids-klinik i Somalia eller ... Og samtidig kan hun nå at komme hjem og hente søde Sofie kl. 16.00.
Men så begynder planerne at skride. Pludselig går tiden i stå i cyberspace, og perfekte Mette glemmer sit barn i børnehaven, ligesom der en dag slipper et afrikansk barn med ud af fiktionen.
Fiktionen virker mere virkelig end den til tider uvirkeligt perfekte virkelighed. Mette får feber og bliver tiltagende hektisk, hun er draget og frastødt af, hvad der sker på værelse 516, men hun kan ikke slippe det. Mette bliver besat af tanken om, at man gennem projektet kan bytte plads med en afrikansk familie. Bare et par dage ...
Man læser Kirsten Hammanns roman i ét langt sug. Som altid udstiller Hammann sig selv, hun er også Mette, ligesom du og jeg er Mette, og netop derfor både ler og jamrer, når Mettes naive, men meget genkendelige refleksioner afspejler, hvor dobbeltmoralske og forvirrede vi alle sammen er. Hvordan vi gerne vil hjælpe, men samtidig også bare leve i fred i den bedste af alle verdener. Som, viser det sig til sidst i romanen, heller ikke er mere stabil end som så.
Fremragende roman
Romanen er i sidste instans også en sørgelig kærlighedsroman, som handler om, at alt, man troede, ikke er, som man troede, men bare en kulisse, som inde på værelse 516! Kirsten Hammann har skrevet en fremragende roman, som er virkeliggørelsen af Mettes roman om verdens uligheder, og som samtidig stiller spørgsmålet videre til den enkelte: Hvordan vil du være et godt menneske i dit eget liv og samtidig et mere verdensansvarligt menneske?
