Metaltræt Marklund

Liza Marklunds 11. og sidste bind i serien om journalisten Annika Bengtzon er en tam sag om et par seriemyrdende tvillingebrødre, lukning af papiravisen og søsterjalousi.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Endelig!« hører man det runge mellem linjerne i Liza Marklunds 11. og sidste bind i serien om den berømte og berygtede Annika Bengtzon, journalist på Kvällspressen, amatørdetektiv og meget mere. »Endelig er serien slut«, forstås, hovedpersonen kan få fred, og forfatteren kan hellige sig andre endnu uopdyrkede heltinder m/k med fornyet indlevelse og skrivegejst.

At Marklunds engagement i Bengtzon har været aftagende kunne især mærkes i forrige bind, men i »Jernblod« er metaltrætheden nu så udtalt, at den på det nærmeste materialiserer sig som forstyrrende ord og sætninger hen over siderne. »Endelig!« En ikke just prangende sortie men omvendt så heller ikke noget trøstesløst farvel, og det har jo i det mindste den fordel, at selv de mest inkarnerede fans må kunne leve med, at det nu er endegyldigt slut.

 

Selv Annika Bengtzon virker en smule træt og uoplagt – og det tror da pokker, når hendes dukkefører er det – hvilket blandt andet betyder, at krimien aldrig rigtigt bliver en krimi. Spændingen begrænser sig til en scene i et forladt landhus på side 339-344, og det mest interessante i denne bog er faktisk konflikten på avisen, der står til at lukke.

Bengtzon bliver som en af få medarbejdere tidligt involveret i bestyrelsens beslutning om at nedlægge papirudgaven af Kvällspressen for udelukkende at satse på netudgaven. Problematikken er mere aktuel, end vi ønsker at vide, og her bliver den så samtidig brugt som afrunding på serien om journalisten, der startede sin karriere dér som praktikant og nu af den desillusionerede afgående chefredaktør opfordres til at overtage roret på den om ikke synkende så cyber-flyvende skude.

 

Bengtzon har dog andre ting at tage sig af lige her og nu. Først og fremmest følger hun en retssag, hvor en mand er anklaget for bestialsk at have myrdet en hjemløs, og hvor hun og den kvindelige politiefterforsker Nina Hoffman (Marklunds kommende hovedperson?) har mistanke om, at den anklagede står bag en række andre drab. Det viser sig da også, at den pågældende har en tvillingebror, der officielt afgik ved døden ved en bilulykke i San Sebastian for år tilbage, men som hele tiden har huseret i skyggen af broren (og omvendt) og skabt skræk og rædsel i både Sverige og Spanien.

Annika Bengtzon har dog også problemer privat. Hun går til psykolog på grund af angstanfald, hendes søster er forsvundet, og fortidens spøgelser med hendes afdøde ungdomskæreste rumsterer. Det hele hænger på en eller anden måde sammen, og hun må derfor tilbage til barndomsbyen for at finde sig selv. Samtidig opfører eksmanden Thomas sig mystisk, hvilket lægger op til kommende, men endnu ikke konkretiserede konflikter, og i virkeligheden er der så mange løse tråde i dette sidste Bengtzon-bind, at man som læser enten må tro på, at en parallelhistorie genopstår af asken, så man kan få svar på dette og hint, eller acceptere, at det er livets uransagelige gang, at ikke alt har en mening, en løsning, en slutning. Selv om det ender her.

 

Titel: »Jernblod«.

Forfatter: Liza Mark­lund. Oversættelse: Jesper Klint Kistorp.

Sider: 344. Pris: 300 kr.

Forlag: Rosinante.