Mesterlig roman om kvinder og mødre

Jens Christian Grøndahl har skrevet en stor og bevægende slægtsroman, der stiller isnende skarpt på moderrollen og udfordrer kvindens naturlige ret til at opdrage sine børn.

Med forfatterens unikke evne for at beskrive det kvindelige skildrer Jens Christian Grøndahls roman »Fire dage i marts« tre generationer af begavede, fraskilte kvinder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Det var den altid kontroversielle Tove Ditlevsen – ravnemoderen over alle ravnemødre i dansk litteratur - der engang i 1960erne, hvor hun selv have sluppet taget i opdragelsen af sine tre børn med tre forskellige mænd, udtalte, at man måtte ynke tidens unger, fordi de var børn af unormale mødre.

Det er samme skæve og provokerende opfattelse af, hvem der i det lange løb er bedst egnet til at tage sig af børnene i en familie, der er scoopet i Jens Christian Grøndahls nye roman ”Fire dage i marts”. Hvem har egentlig – ud over Giro 413s lyttere - bestemt at mor er den bedste i verden?

Med sin enestående evne til at skrive sig ind under huden på kvinder og det kvindelige, har Grøndal skabt et kunstværk, der vil blive læst, husket og formentlig også debatteret, så sandt som begrebet ”familie” mere end nogen sinde i menneskets historie dyrkes som en nærmest hellig størrelse, men i praksis ofte ender som et profant mareridt med løgn, omsorgssvigt, utroskab, skilsmisse og forstyrrede delebørn.

Titlen angiver de ydre, kronologiske rammer for bogen: Fire dage i marts i vor tid, hvor den 48-årige, succesfulde arkitekt, Ingrid Dreyers single-verden pludselig ramler, fordi teenagesønnen Jonas arresteres for at have deltaget i et overfald på en indvandrerdreng. Begivenheden, der tvinger Ingrid til at overveje om hun muligvis er ved vejs ende som mor, sætter skred i en voldsom erindrings- og ransagelsesproces. Hendes borgerlige jeg, herunder det moderskab, der har udviklet sig til en opvisning i magtesløshed, er nede til fuld tælling.

På fire dage suges Ingrid ud af sin travle nutid omkring sin elsker Frank og det hippe arkitetkfirma i KBH, hun er udset til overtage, og føres gennem sine nære og fjerne fortid, gennem en række kaotiske spor af mere eller mindre opløste familier, hvor mødre og fædre, ægtemænd og elskere, hele og halve søskende, krydser hinandens veje. Kort sagt et væv af slægt, som Grøndal på fuldkommen suveræn vis orkestrerer i en fortælling, der umærkeligt og associativt glider fra person til person, begivenhed til begivenhed, erindring til erindring, og samtidig på arkæologisk vis afdækker lag på lag af Ingrid Dreyers 48-årige liv.

Fuldkommen centralt i bogen står de tre generationer af kvinder: Fraskilte Ingrid, hendes fraskilte mor Berthe og fraskilte mormor Ada. Tre tilsyneladende stærke og frigjorte kvinder, der alle har valgt at realisere sig selv i kunstens verden. Ingrid som sagt som arkitekt, Berthe som kræsen kulturjournalist (på Berlingske Tidende såmænd) med speciale i eksotiske forfatterinterviews, og mormor Ada som forfatter, hvis store litterære gennembrud har ligget tidligt og sent i hendes liv, og både på papiret og i sengen har kredset om heftige erotiske oplevelser på parnassets lagner.

Omkring dette lille matriarkat i tre generationer, hvor hver enkelt af de tre aldrende kvinder i datterrollen skriger på den forældrekærlighed, de som mødre ikke selv har været i stand til at give deres børn, cirkulerer alle mændene: Adas eksmand i Nordjylland, og hendes senere hanrej af en distingveret københavnsk forfattermand. Og så er der Berthes eksmand, litteraturkritikeren Norman, der ligger i med de unge kvindelige lyrikere, han bagefter skamroser i Politikens spalter, samt Ingrids eksmand, den søde, gode Anders og hans »moderlige« far Sven, samt Ingrids elsker, Frank, der er gift og har to voksne sønner.

Ingrids ”forbudte” forhold til Frank er romanens store kærlighedshistorie. På ottende år lever de som »kærlighedstyve« i en tidslomme og paralleltilværelse, som ligner et lykkeligt arrangement, hvor begges behov og begær stilles. Og så alligevel ikke. ”Kærligheden viser sig somme tider at være en fælde”, skriver Grøndahl et sted og antyder dermed at også Ingrids og Franks forhold støder på problemer i løbet af de fire dramatiske dage i marts.

Det er en mesterlig roman. Fantastisk velskrevet, vedkommende og ætsende aktuel for alle os, der engang var og i dag har børn. Med hovedpersonens egne ord:
”Ja, ja, vi er bare mennesker, døm os ikke, for enhver har sine grunde, men undskylder det, at man er en skid over for sine børn?”

"Fire dage i marts" udkom i dag.