Mere Rif i en ruf

Bøger: HovedløsMon manuskriptet til Klaus Rifbjergs bog nummer 133 var blevet antaget og udgivet i sin nuværende form, hvis forfatteren havde indsendt det anonymt til Gyldendal?

Forfatter Klaus Rifbjerg.<br>Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Hvad tænkte mennesker på for 60-70 år siden? Hvad foregik der i hovederne på danske mænd, kvinder og børn under Anden Verdenskrig? Det er, hvad Klaus Rifbjerg synes at interessere sig for i »Hovedløs«, hvor romanens alvidende fortæller støvsuger forskellige unge og ældre hjerner for længsel og frygt, drømme og mareridt. Romanen er en fortsættelse af »Esbern« fra 2005, hvor vi fulgte den unge digter (modelleret over Gustaf Munch-Petersens liv og værk), der bryder op fra sin højborgerlige slægt, ægteskab og små børn, og falder ved fronten i den spanske borgerkrig.

I fortsættelsen befinder vi os i slutningen af Anden Verdenskrig og møder igen et udvalg af de mennesker, Esbern forlod så brat, først og fremmest det kultiverede forældrepar Dahlman-Winter, den lille og evigt syge søn Kim, alma mater-barnepigen Asta, de forvirrede og delvis frigjorte søstre Beate og Anne Lise, samt fætteren, litteraturkritikeren Harald Hynkel og hans skuespiller kone Misse Morgenstjerne. Nu skal vi høre, hvordan det er gået dem, hvordan de lever med tabet af slægtningen, og med krigen og kærligheden sådan i al almindelighed.

I korte, spredte glimt eksploderer Rifbjerg i ekspressive passager, hvor sproget virkelig slår gnister. Som i beskrivelsen af nogle menneskers flugt til et beskyttelsesrum under et luftangreb i Hamborg. Eller i skildringen af den detroniserede demimonde, Misse Morgenstjerne, der slipper galden løs over sine to små børn og selvglade, promiskuøse kritikermand, der alle tre har lagt hendes storslåede teaterkarriere (og krop) i ruiner. Her rykker det. Her har en person endelig sluppet forfatterens travle skitseblok og træder i fyldig og fængslende karakter.

Ellers er der vel nok skuffende langt mellem de litterære oplevelser. Hvor »Esbern« fascinerede i kraft af sin hovedperson og enkelte spektakulære bipersoner, mangler »Hovedløs« i fatal grad et samlende midtpunkt og nerve og maler alt for jævnt, trist og ulidenskabeligt derudad på 341 sider. Personerne er generelt for løse og luftige i kødet, samtidig med at de gennem fortælleren, der som en anden psykoanalytiker lægger øre til det hele, får lov at snakke den af og gentager sig selv i ét væk.

Var Rifbjergs romanmanuskript blevet indsendt anonymt til Gyldendal, tvivler jeg på, at det var blevet udgivet i sin nuværende form. Man havde formentlig bedt forfatteren om at gå hjem og arbejde grundigere med udvalgte skæbner i det alt for store og utydelige persongalleri og ligeledes tydeliggøre, hvad der egentlig er fiktionens omdrejningspunkt. Og bagefter pudset en redaktør med et kraftigt lugejern på al den automatskrift.