Om Kaj Munk skrives der meget for tiden, men der trykkes ikke meget af Kaj Munk.
Det råder Søren Dosenrode med flere bod på med bogen »Kaj Munk. Manden og værket«, der består af kapitler om Kaj Munk som forfatter, debattør, præst og modstandsmand, efterfulgt af optryk af nogle af Munks tekster.
Søren Dosenrode leverer selv en god beskrivelse af den tid, Munk virkede i, og sætter dermed hans demokratikritik ind i mellemkrigstiden, der efterhånden kun talte elleve demokratier i Europa.
Søren Dosenrode gør udmærket rede for Munks diktatordyrkelse, men han overser, at Kaj Munk lige fra ungdomsskuespillet »Operationen« over »Hamlet« og frem til Olleruptalen beklager, at demokratiet ikke fungerede, fordi det blev forrådt og svigtet af parlamentarikerne.
At han i Olleruptalen kritiserede Stauning, skyldtes netop at Stauning efter Munks mening havde svigtet ved at opgive Danmarks frihed og bøje sig for det nazistiske diktatur. Under besættelsen kaldte han ligefrem demokratiet for en »høj og lys idé«, selv om han anbefalede et stærkere kongestyre.
Men Dosenrode har ret i, at Kaj Munk i sin demokratikritik midt i 1930erne skred alt for langt ud og i 1934 ligefrem hyldede Hitler for de lange knives nat.
På grund af den tyske antisemitisme rebede Kaj Munk dog hurtigt sejlene og kaldte i 1936 nazismens arier- og overmenneskedyrkelse for »ånden fra helvede«, der ville ende med at udslette Tyskland. Og dét var jo rigtigt set.
Søren Dosenrode skildrer desuden Kaj Munks indsats under besættelsen. Han bemærker, at Kaj Munk, efter sin skuffelse over at Danmark ikke kæmpede 9. april, først i 1942 opfordrede til aktiv modstand. Men det forklarede Munk fra starten med, at nu var det for sent, nu måtte man være tålmodig og holde sammen om regeringen for at være rede, når tiden til aktiv modstand var inde.
Det har længe været diskuteret, om Kaj Munk søgte martyriet, men det afviser både Søren Dosenrode og en anden af bogens bidragydere Hans Ravn Iversen med rette.
Når Munk nægtede at følge Frihedsrådets opfordring til at flygte til London, skyldtes det, at han ville tage konsekvensen af at have opfordret til modstand.
Hans kristendom var en »gerningskristendom«, præciserer Hans Ravn Iversen. For at forstå Kaj Munks værker og handlinger, må man forstå hans kristendomsopfattelse. Men dette får bogen med dens mange særkapitler ikke ordentligt frem.
Skønt Kaj Munk beundrede diktatorerne, lader han dem falde i sine skuespil, når de svigter kærligheden og udøver magten, ikke for folkets, men for deres egen skyld. Da rykker de fra at være Guds ven til at være Guds fjende; thi for Munk er verdenshistorien et drama mellem Gud og Satan. I den kamp kan man ikke være »passiv i det gode«; thi det er lige så slemt som at være »aktiv til det onde«, skrev Munk.
Antologien rummer desuden korte og gedigne gennemgange af Munk som dramatiker og lyriker ved henholdsvis Marc Auchet, der sammenfatter Munks dramatik som »godhedens teater«, og Anker Gemzøe, hvis beskrivelse af Munk som lyriker er god.
Dog savner man, at han i tekstuddraget havde optrykt nogle besættelsesdigte. Munks digt »Til de Faldne« står dog på mindesmærket i Mindelunden. Digtet »Bods- og Bededagsbøn« fra april 1940 havde også været godt at få med, fordi han heri fælder dommen over det Danmark, der sjuskede sig ind i besættelsen.
Kaj Munk og Lolland
Om Kaj Munk er desuden udkommet Søren Daugbjergs smukke og godt illustrerede bog »Kaj Munk og Lolland. Mennesker Munk mødte«.
Ikke mindst interessante er bogens optryk af de mange digte og lejlighedssange, drengen og gymnasiasten Kaj Munk skrev.
Munks familieforhold oprulles, og historierne om de piger, drengen forelskede sig i, fortælles. Dog savner jeg mange af de skole- og legekammerater, som har beskrevet drengen i interview samt en beretning om Vera Lau, som han skrev mange interessante breve til.
Vi får til gengæld beretningen om Munks forhold til pastor Bachevold og lærerne Wested og Geismar.
Bachevold, skriver Søren Daugbjerg, var den første stærke mand, Munk mødte, og han optrykker Munks artikel fra 1921 om Bachevold, hvori Kaj Munk hylder denne for »den stolte Enhed i Vilje, det egenmægtige Had til Akkord, den hellige Flammen i Tro og den selvopofrende Ukuethed i Energi, hvormed De har kæmpet de mange Aar«.
Det er næsten, som skrev Munk her sit selvportræt!
Søren Daugbjerg fremdrager også studenten Munks digt til Ole Wested ved dennes konfirmation 13. april 1919. Hans råd til konfirmanden er i alle anliggender at sige: »Jeg vil«.
Dette var just essensen af Kaj Munks indstilling til livet.
Han ville tro, han ville kærligheden, han ville kampen mod det onde. »Lad det lyde over Dampens,/over Røgens Blændværksspil,/ lad det runge over Kampens/ vilde Larm«: »Jeg vil, jeg vil!«, skriver han til Ole, som skrev han til sig selv.
Tre stjerner
Titel: »Kaj Munk. Manden og værket«.
Forfatter: Søren Dosenrode (red.).
Sider: 357. Pris: 300 kr.
Forlag: Nyt nordisk forlag.
Tre stjerner
Titel: »Kaj Munk og Lolland. Mennesker Munk mødte«.
Forfatter: Søren Daugbjerg.
Sider: 272. Pris: 250 kr.
Forlag: Aalborg Universitetsforlag.
