Mere en prøvelse end stor kærlighed

På eminent vis kommer Jens Christian Grøndahl ind i den kvindelige intution, selvforståelse og kærlighedslængsel, men hvorfor hans unge, smukke hovedperson elsker en sur gammel mand, er svært at forstå.

Kan kærlighed forklares? Spørgsmålet melder sig efter endt læsning af Jens Christian Grøndahls nye roman »Før vi siger farvel«, der er en fortælling om et kærlighedseventyr.

Barbara møder den 30 år ældre fotograf Marcus, da hun er knapt 30, og sammen med ham finder hun en parentes at leve i. Et sted, hvor fortid og fremtid ikke betyder noget, hvor børn ikke er et emne, og hvor det kun er det flygtige lige-nu, der gælder. Marcus er krigsfotograf, væk i lange perioder, med en del brudte forhold og forsømte børn i sit kølvand. Barbara er adoptivbarn fra Calcutta, opvokset i en vestjysk by, skilsmissebarn og uden følelsesmæssig binding til sin adoptivfamilie. To løsrevne skæbner, der i seks år har varmet hinanden, men ved bogens indledning gør Marcus det forbi. Han er for gammel til hende, hun skal have børn, må finde en på sin egen alder, forklarer han.

Eminent er beskrivelsen af Barbaras søgen efter et ankerpunkt i en nordisk tilværelse, hvor hun, på grund af sin hudfarve og rodløshed, kun har sin selvopholdelsesdrift og kvindelighed som kompas. Men Grøndahl kan mere end at navigere i kvindelighedens søkort. Han har også et klart og kærligt blik for det liv, der leves på steder i Danmark, hvor man ikke kunne drømme om at læse en af Grøndahls bøger, for man læser slet ikke. Man ser tv, roder med motorcykler og drikker hjernen ud, hvis man bliver fyret.

Barbara driver om et par år, da Marcus har forladt hende. Hun genfinder ham imidlertid og en plads på en bænk i solen med ham. Selv om han er ældet, selv om han er syg, selv om der er død i sigte. Hun falder ind i hans rytme, selv om hun er så meget yngre, og elsker ham, selv om han både er uelskværdig og afvisende over for hende.

Marcus ligner mere en prøvelse end den store kærlighed. Alligevel fortæller Grøndahl sin historie sært uanfægtet af det mærkværdige i Barbaras stålsatte kærlighed. Dertil kommer et temposkift midtvejs i romanen. Flere personer og dermed flere livshistorier introduceres uden særlig grund.

Jeg har nydt den overbevisende lethed, hvormed Barbaras søgende ensomhed beskrives, men godt over bogens midte introduceres den 40-årige Asger, der hovedkulds ud af sit ægteskab forelsker sig i Barbara og hun i ham. Men, nej! Da Barbara hører, at Marcus er syg, finder hun ham, og insisterer på ham. Forlader alt for at følge ham ind i alderdommen og sygdommen.

Det er smukt, men er det sandt? Har Grøndahl begået en Jørgen Leth? Yngre, attraktiv sort kvinde forsager alt i sin kærlighed til en syg sur hvid mand i 60erne? Eller er det en fortælling om kærlighedens vilje til at sætte sig igennem på trods af alder, baggrund og konvention?

Enhver må spørge sig selv. Godt skrevet er det (trods lidt fortælleteknisk sjusk i slutningen af bogen), Grøndahlsk er det, og en kærlighedshistorie er det. Uomtvisteligt. Glad er jeg for at have mødt Barbara, men hvad netop hun ser i den livstrætte fotograf, kommer jeg aldrig til at forstå.