Mennesket i dyret

»Skygge-Baldur« Med romanen »Skygge-Baldur« har islandske Sjón skabt en perle af et modernistisk folkeeventyr.

Mennesket i dyret - 1
Sjón. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Fjeldet, havet. Lyset. Stilheden. Sneen. Mennesket midt i naturen. Madposen med fåresmør og syrnet blodpølse. Jo, vi er så sandelig kommet til det barske, øde Island på vore forfædres tid i Sjóns roman, »Skygge-Baldur«, som fuldt fortjent indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris 2005.

Handlingen foregår i en fjern dal på vulkanøen, hvor pastor Skuggeson en vinterdag i 1883 som en besat jager en blåræv, og i denne kropslige og åndelige styrkeprøve taber til naturkræfterne, mister sin menneskelighed og forvandles til et dyr.

Grunden til dette tab af menneskelighed oprulles sideløbende med jagten i snestormen. Det sker i en række parallelscener, hvor vi lidt efter lidt øjner stumperne af en grusomt fascinerende historie om den unge mentalt retarderede pige Abba, der efter en traumatisk tid som lænket skibsluder får husly hos botanikeren »Urte-Fridrik«, der har studeret naturvidenskab i København og nu trodser sine bondske, primitive omgivelser - inklusiv præsten - og giver pigen den beskyttelse, omsorg og værdighed, hun aldrig før har haft.

Hele dette rørende, romantiske plot, hvis slutning man selv skal læse sig til, skriver sig meget bevidst ind i en nordisk humanistisk tradition, ligesom mange lag af vidt forskellige skandinaviske kulturstemmer giver ekko under læsningen af »Skygge-Baldur«. Det er ikke kun fordi hovedpersonen hedder Abba, men også fordi der i klangbunden af fortællingen høres toner af såvel gammelislandske sagn som Selma Lagerlöf, Knut Hamsun og Johannes V. Jensen, ligesom fortællingens kredsen om mongolpigen Abba med hår som vildtvoksende ukrudt bringer os lyden og synet af Björk og får én til at tænke på von Triers dyrkelse af »den ædle vilde« i sine film.

Provokerende kort form
Midt i denne udsøgte, begavede leg med fællesnordiske kunst- og kulturreferencer er der samtidig noget vildt anti- episk i Sjóns bog. Med sin provokerende korte form (118 små sider med få linjer og kæmpestore bogstaver) er fortællingen et bogstaveligt oprør mod de ti centimeter høje romanklodser på mindst 500 sider, som normalt løber af med de store litteraturpriser.

Med denne enkle, men dybt fængslende beretning om naturens kræfter, og om hvordan mennesket til alle tider har behandlet folk, der er anderledes, har Sjón bevist, at også i litteraturen kan man finde de største sandheder og den vildeste skønhed i det allermindste udtryk.