Historie. 6 stjerner
Af
Tyske fly fyldte himlen over Warszawa og da de snart efter lod bomberne falde over byen i september 1939, gik det hårdt ud over den zoologiske have. Haven blev bestyret af ægteparret Jan og Antonina Zabinski. Mens Jan var i den polske hær for at forsvare byen mod de tyske angreb, måtte Antonina magtesløst se til, mens skrækslagne dyr forsøgte at undslippe bombernes ragnarok. Mange af dem blev dræbt i deres bure og lå mellem forvredne gitre og murbrokker, mens andre vanvittige af frygt flygtede fra haven og stak af over floden Vistula ind mod Warszava. Mens folk søgte ly for bomberegnen, vandrede kameler og zebraer ned gennem spøgelsesbyen. Warszawa begyndte at brænde og antiloper og ulve søgte ly i skyggen af bygningerne. Sæler stak af sted ned mod floden på vej mod friheden.
I haven dukkede nogle polske soldater op og skød flere af de løsslupne dyr, for de ikke skulle skade mennesker. Et par giraffer lå på jorden med knækkede ben og aberne skreg af smerte og rædsel. Antonina forsøgte at redde overlevende dyr, men hun måtte passivt så til, da havens hanelefant blev skudt. Hendes egen kæledægge, hunelefanten Kasia, var død under bombardementet. Flodhestene klarede sig ved at holde sig neddykket i deres bassin og ørnene kredsede højt op over haven.
Vi ved alt dette om dyrene i den zoologiske have og om Antoninas tanker, fordi hun efterlod sig sine dagbøger, som den amerikanske forfatterinde Diane Ackerman bruger i sin nyudgivne og stærkt roste bog »The Zookeepers Wife«. Det er en bog om Jan og ikke mindst Antonina, men også om dyrs skæbne i det sønderramte Europa og om nazisternes racetanker, som ikke kun var beregnet til mennesker. Netop fordi polakkerne er blevet kritiseret stærkt for deres samarbejde med nazisterne om at myrde de polske jøder og fordi historien om havens dyr giver et hel ny indgang til nazitidens rædsler, har bogen med god grund vakt opsigt.
Den tyske kontrol over Polen og Warszawa blev hurtigt etableret, da tyske hærafdelinger rykkede ind efter bombardementet. Hitler indsatte en nådesløs guvenør ved navn Hans Frank, der sørgede for at underkue den polske nation. Dette var ikke en besættelse som i Danmark, for tyskerne havde besluttet at knuse al polsk modstand. 330.000 polakker blev myrdet og 1,3 millioner sendt til Tyskland til tvangsarbejde. Man udstedte love, der betød, at modstand mod tysk besættelse og hjælp til jøder blev straffet med døden. Der levede godt 380.000 jøder i Warszawa ved krigens udbrud. Kun meget få skulle slippe levende igennem nazitiden og hver eneste overlevelse var et mirakel.
Jan og Antonina havde i en årrække været havens bestyrere. De havde samarbejdet med andre zoologiske haver i Europa og havde opbygget en eksemplarisk have, der blev beundret for Jans moderne ideer om dyrevelfærd. Her havde mange dyr frie forhold og bedre udfoldelsesmuligheder, end hvad der var normalt i europæiske haver. Jan tilsluttede sig kort tid efter den tyske besættelse den illegale polske hær, der blev styret fra eksilregeringen i London, men udadtil fortsatte han sit uskyldige virke som direktør for den zoologiske have og opnåede, at tyskerne overlod bestyrelsen af Warszawas offentlige parker og haver til ham. Dette ansvar fik han kun, fordi han havde en nazistisk beskytter.
Nazisterne var dyrevenner. Deres syn på mennesker var kynisk, men de ønskede det bedste for dyrene. Deres raceideologi blev overført til dyreverdenen og tyske zoologiske haver og biologer ønskede at fremavle de bedste dyr i hele verden. Dette projekts centrale skikkelse var direktøren for den zoologiske have i Berlin - nazisten Lutz Heck. Det var Hecks ambition at udnytte nazisternes besættelse af andre lande til at skabe en unik have i Berlin, hvorfor han bragte dyr fra andre haver til at styrke racerne i sin egen have. Europas zoologiske haver og vildtområder blev plyndret, ligesom nazisterne havde plyndret jøder nationale museer og for kunstskatte. Desuden forhandlede Heck med andre zoologiske haver om at bytte af dyr til sine forplantningsplaner. Heck havde desuden den visionære tanke, at genskabe en række af de oprindelige tyske dyrearter, der var blevet udryddet. Han havde planer om at fremavle urokser, skovbisonokser og andre dyr, som var forsvundet fra den ariske menneskeraces fortid. Da dyr arver 50 % af sine gener fra hver af sine forældre og da selv udryddede dyrs gener til stadighed findes i den fælles levende genpulje, så var det Hecks ide – lang tid før »Jurrasic Park« blev filmet – at genskabe forsvundne arter ved at lade dem parre sig med arter, der lignede dem mest. Hans planer havde støtte både hos SS chefen Heinrich Himmler og brede kredse blandt tyske naturforskere. Projektet lykkedes. Den dag i dag findes en urokse ved navn Heck-kvæg, der er lidt mindre end den oprindelige urokse, men ligner den temmelig meget. Heck sørgede for, at dyrebestanden i Berlins zoologiske have blomstrede og samtidig sørgede han for, at jøder ikke havde adgang til haven.
Heck kendte Jan og Antonina fra et mangeårigt samarbejde mellem europæiske zoologiske haver, hvor han og ægteparret havde argumenteret for den moderne dyrevelfærd i modsætning til andre havers forældede opfattelse af dyr i bur. I øvrigt havde Heck, ifølge Antoninas erindringer, en svaghed for Antonina. Det var Heck, der udstrakte sin beskyttelse til Jan Zabinski og lod ham beholde ansvaret for haven. På besøg i haven i Warszawa viste Heck sig fra sin mest chamerende side. Men Jan og Antonina Zabinski måtte betale en pris for denne pagt med nazisten, for samtidig røvede han Polens bedste dyreeksemplarer og tog overlevende dyr med fra Jan og Antoninas have. Lutz Heck var beleven og charmerende, men samtidig hensynsløs koldblodig over for dyr og mennesker. Antonina og Jan var ikke naive og Antonina skrev: »Vi vidste, at Heck var en løgner og med stort vemod erkendte vi dette, fordi vi vidste, at der intet håb var om at redde vor have.« Nytårsaften 1939 inviterede Heck sine SS-venner til en glad skydefest i haven. De skydegale nazister skånede ingen af dyrene og Antonina bemærkede i sin dagbog:
»Hvor mange mennesker vil dø ligesom dyrene i de kommende måneder«.
Kun ørnene undslap og svævede et stykke tid højt op over haven, men fløj derpå ned og satte sig på Jan og Antoninas hustag.
Der var nu det egentlige heltmodige arbejde begyndte. Jan var løjtnant i den hemmelige polske undergrundshær og havde mulighed for at benytte sin beskyttelse til at komme i kontakt med jøder, der var buret inde i Warszawas jødiske ghetto. Ved udsultning og skydning reducerede nazisterne deres antal. Jan havde fået Hecks tilladelse til at omdanne sin zoologiske have til en grisefarm og med den undskyldning, at han skulle indsamle affald til grisene, besøgte han ofte ghettoen. Han smuglede derefter jøder ud af ghettoen og lod dem bo i haven i de tomme bure og i sin og Antoninas egen bolig i haven. De jøder, der havde dokumenter eller så ariske ud, blev hjulpet videre af undergrundshæren, mens de andre blev boende. Godt 300 jøder blev på den måde holdt skjult og en sikker dødsstraf ventede Jan, Antonina og deres søn, hvis de blev opdaget. Samtidig med at nogle få jøder skjulte sig i den zoologiske have, begyndte tyskerne systematisk at myrde jøderne i ghettoen og Ackerman beskriver i detaljer denne blodige del af historien. Arbejdet med at organisere jøders flugt og mad til haven blev koordineret af både Jan og Antonina. Hun var ikke blot zoodirektørens hustru, men i Diane Ackermans bog viser sig at være en særdeles selvstændig og handlekraftig kvinde.
I 1944 håbede polakkerne, at tiden var inde til en offensiv i Warszawa. Russerne rykkede frem og tyskerne havde travlt med andre fronter. Et oprør i Warszawa startede og Jan Zabinski var med. Oprøret blev brutalt slået ned og russerne sad udenfor byen og Stalin nægtede at hjælpe oprøret, fordi han ønskede polakkerne nedkæmpet. Jan blev efter intense gadekampe taget til fange af tyskerne og sendt i koncentrationslejr i Tyskland. Først i foråret 1946 vendte Jan tilbage til Warszawa og til sin have. Men blot 2 år efter blev han smidt ud som direktør, fordi kommunisterne ikke brød sig om folk, der havde været for aktive i modstandsarbejdet under besættelsen og havde en trang til frihedstanker. Jan brugte derefter sin tid med at skrive bøger om dyr og kæmpe for truede dyrearter. Antonina skrev børnebøger, og døde allerede i 1971. I 1968 blev Jan Zabinski i Israel hædret for sin indsats.
Jan var opdraget i et fritænkende katolsk miljø, hvor han også havde været i nær kontakt med jødiske miljøer. Han var personlig modig og altid kritisk over for autoriteter. Antonina var ofte præget af frygt, fordi hun havde sin søn at tænke på og en ny lille datter, som hun fødte i 1944. Hun kom fra Rusland, hvor hendes familie var blevet myrdet af bolsjevikker. Begge var de dybt engageret i dyresagen og mente, at alle guds skabninger havde ret til et liv. Livet med flygtningene i haven var ikke let, for disse »skibsbrudne sjæle«, som Antonina kaldte dem, var ude af sig selv af rædsel. Ackerman forfalder aldrig til nogen Dr. Doolittle idyl i sin beskrivelse og hver side i bogen er fyldt med krigens gru. I historisk litteratur er den polske nation ofte blevet kritiseret for, at mange polakker samarbejdede med nazisterne og at mange var præget af antisemitisme. Historien om Jan og Antonina fortæller den anden side af denne historie.
Bogen åbner op for helt nye sider af nazismens perversion og er en gribende fortælling om mod og tragiske skæbner. Den eneste skikkelse som kom helt uanfægtet ud af krigens helvede var tilsyneladende den dæmoniske Lutz Heck. Efter krigen fik han flere priser for sin indsats for fremavl af dyrearter og en buste blev lavet af ham, der blev sat op i Berlins Have, da han døde i 1983. Der står den stadig, som en slags påmindelse om livets uretfærdigheder.
