»Tidligere rejste jeg for at slippe for ansvaret og for fuldstændig at blive ét med tilværelsen: Sidde på en café og iagttage, male, fuldstændig være herre over min tid.«
Matthias tænker sådan mod slutningen af Michael Roes’ stort anlagte »Venskabets historie«, men tilføjer så, at »Alt det har forandret sig med mødet med Yanis.« Om det er til det bedre eller værre, det forbliver usagt, selvom historien løber fuld af smerte, savn, tvivl og forvirring.
Samme ord kan bruges til at beskrive Algeriet, som Matthias rejser til for at få en pause fra arbejdet som patolog i Berlin. Men i kystbyen Tichy møder han den yngre Yanis, som han drages af. Hans blødhed i hårdheden, den smukke krop, den æggende modvillighed.
De indleder et »venskab«, som – forstår læseren – dækker over et forhold, og da Matthias skal hjem, rejser Yanis med i den tro, at livet i Tyskland vil blive bedre end i det politisk urolige Algeriet. Det bliver det ikke. Yanis rammes af en depression, bliver syg og har svært ved at holde på de usle jobs, han kan få.
I familien derhjemme var han øverst i hierarkiet, i det fremmede land er han nederst og balancerer samtidig på kanten af prostitution: Han er ikke homoseksuel, måske ikke engang biseksuel, og måske kun sammen med Matthias for at komme væk fra Algeriet. Han ender i hvert fald med at gøre en ukrainsk kvinde gravid, og barnet vokser op sammen med de to mænd, mens Yanis drages stadig mere mod sit fødeland.
Rejsen derned med deres lille dreng bliver dog fatal, og da Matthias endelig hører fra Yanis’ familie, kan de fortælle, at han er død. Matthias tager straks til Algeriet for at få vished og for at bringe Milan hjem til Tyskland igen, men møder modstand.
Mild frustration
Lad os bare slutte genfortællingen der, hvor det for alvor spidser til og konstatere, at »Venskabets historie« kredser om magtforhold, identitet, seksualitet og eksilets desorientering og gør det via en fortælling, der er stærkest, når den beskriver livet i Algeriet. Michael Roes har rejst der, og det mærkes i fine, meget billeddannende og troværdige passager.
Men udover at være forfatter, har Roes også en doktorgrad i filosofi, og netop filosofien er et forstyrrende, aldrig velintegreret element i romanen. Fortællingen om Matthias og Yanis brydes således af notelignende afsnit, hvor Derrida, Barthes, Foucault og mange andre udlægges med særligt fokus på venskab. Det fremstår desværre sjældent som andet end et udvendigt og dermed unødvendigt greb.
Roes er heller ikke nogen stor stilist og har for uvane at forklare i stedet for at vise. Som når der om drengen står: »Hvor er han dog vokset hurtigt!«. Udråbstegnet bliver også brugt for ofte, og ikke bare når Matthias tænker, men også i Yanis’ dagbogsblade som læseren får adgang til. Dem undrer man sig også over. For hvordan kan Yanis være så velskrivende, når han tidligere har forklaret, at han kommer fra en berberkultur, hvor skrift vurderes meget lavere end det talte ord.
På den måde skurrer »Venskabets historie« og sætter sig i kroppen som en mild frustration. Mens billederne fra det dysfunktionelle, forråede Algeriet står klart for det indre blik.
Titel: »Venskabets historie«. Forfatter: Michael Roes. Oversat af: Jane Tversted. Sider: 346 Pris: 300 kr. Forlag: Vandkunsten.
