Vi befinder os blandt hvidløgsbønder i det østlige Kina, i Shandong Provinsen syd for Beijing, og tidspunktet er de sene 1980ere, et tiår efter kulturrevolutionen (1966-76), der på mange måder amputerede konfuciansk lærdom, kultur og nedarvede traditioner, og som kostede mange mennesker livet.
Han har en helt egen skrivestil, den kinesiske nobelpristager Mo Yan (f. 1955), en slags fusion mellem Franz Kafkas mørke absurdisme, William Faulkners skildringer af landet og så den magiske realisme hos Gabríel García Márquez. Med romanen »Hvidløgsballaderne« fra 1998, lægger forlaget Batzer & Co op til, at vi får mere af forfatterskabet, der sælger godt i Kina, som jeg flere gange har konstateret i kinesiske boghandler.
For bare glimtvis at forstå, hvor fattigt det har været i Kina nogle steder på landet for 25-30 år siden, kan man tænke på de fattigste dele af landbruget i Danmark for 100 år siden, og hvor vi har det folkelige gennembrud i årene før og omkring 1900 med forfattere som Pontoppidan, Skjoldborg og Nexø, der skildrer den frygtelige tilværelse for den underprivilegerede landarbejderkaste.
Hvor vilkårligheden og fornedrelsen har været den samme, er sproget hos Mo Yan som nævnt helt anderledes. Det er tillige en moderne fortælling, hvor der krydsklippes frem og tilbage i romanens nu, så læseren først sent indhenter den dramatiske begyndelse på romanen, hvor politiet er på jagt efter to hvidløgsbønder Gao Yang og Gao Ma. De to har været med i en opstand.
I en vis forstand er romanens motor nemlig myndighedernes reaktion på en voldelig opstand, og den skulle være inspireret af virkeligheden, hvor den lokale amtsborgmesters kontor er blevet raseret. Årsagen er dobbelt. På den ene side en fatal bilulykke, hvor en hvidløgsbonde bliver kørt ihjel af den lokale partisekretær og dennes chauffør. Partispidsen nægter at møde frem for at undskylde for dødskørslen, som ramte hvidløgsbonden, der med sin kærre var på vej til marked. Det er slemt nok, men da distriktets mange hvidløgsbønder kort efter ikke kan få afsat deres høst – de få penge skulle holde sulten fra døren – på grund af korrupte myndigheder, ender det i et amokløb, som myndighederne slår ned med hård hånd, og derpå venter fængslet.
Fortællingen er primært de to hvidløgsbønders: Gao Yang har som søn af uglesete godsejere – de blev set som kontrarevolutionære i de værste Maoår – oplevet mange ydmygelser, og har resigneret, men bliver ved en fejl en del af opstanden. Tilsyneladende uskyldigt fortæller han om stort og småt, men det er en falsk loyalitet med indbygget magtkritik. Den anden figur er den tidligere soldat Gao Ma, der har set det ny Kina og derfor er mere oplyst, men som bliver drevet ud i desperation over en kærlighedshistorie med den unge pige Jinju. De kan ikke få hinanden, fordi det gamle Kinas tradition for arrangerede ægteskaber og kvinder lever videre i dette landområde, trods det, at det ny Kina lige præcis brød med dette, efter Mao kom til magten i 1949. Hans henvisning til dette falder på stengrund, og deres håbløse kamp for kærligheden er en hel roman i romanen.
I årtiet efter kulturrevolutionen, Mo Yan slog igennem i 1987, kom der masser af fængselslitteratur, og »Hvidløgsballaderne« har det i rigt mål. »Hvidløgsballaderne« er knugende læsning, helt uden moralisme og pegen fingre, et stærkt billede af de små på landet og deres plageånder, en i bund og grund kuldslået roman om den armod, fattigdom og vilkårlighed, der kan drive mennesker helt ud over afgrunden.
Forfatter: Mo Yan
Titel: Hvidløgsballaderne
Oversætter: Peter Damgaard
Sider: 440
Pris: 298 kr.
Forlag: Batzer & Co.
